En af de triste nyheder ved afslutningen af 2014 var speciallæge Erik Hein Sindrups død. Vi har fået Jørgen Alving, Speciallægekonsulent på Epilepsihospitalet Filadelfia og Rigshospitalet til at lave skrive nogle mindeord.
Jørgen Alving hylder Erik Hein Sindrup som ”patienternes mand”, og for at være en markant foregangsmand især på EEG-området, og som fortaler for en tværfagligt tilgang til epilepsibehandling.
Æret være hans minde.
Erik Hein Sindrup 22.10.1924-7.11.2014
Af Jørgen Alving, speciallægekonsulent, Filadelfia
Erik Hein Sindrup blev født i en lægefamilie, og han blev læge fra Københavns Universitet i 1953, speciallæge i klinisk neurofysiologi 1966 og neurologi året efter. I 1968 blev han overlæge ved Odense Universitetshospitals neurologiske afdeling, hvor han faktisk genoplivede den epilepsiklinik, som Dansk Epilepsiforenings stifter Mogens Lund havde startet i 1947. Han forlod denne stilling igen i 1987 for at medvirke ved etableringen af Filadelfias epilepsihospital som landets første egentlige epilepsicenter.
I 1982-83 var Erik Sindrup tillige formand for Dansk Epilepsiforening, men fratrådte efter et år, da han ikke fandt det rigtigt på længere sigt, at en læge var formand for en patientforening.
Disse tørre biografiske data fortæller dog ikke meget om den enorme betydning ES har haft for landets epilepsipatienter – med hensyn til diagnostik og behandling i bredeste forstand.
Erik Sindrup indførte video-EEG optagelse af anfald i Danmark, et redskab der er uundværligt når det gælder klarlægning af usikre anfaldsfænomener, samt når man skal finde ud af hvad slags epilepsi det drejer sig om. Senere blev teknikken suppleret med ambulatorisk EEG, hvor den frit omkring gående patient får optaget EEG ved hjælp af en kassettebåndspiller.
Erik Sindrup var også allerede i 1970´erne seriøst inde på idéen om papirløst, digitalt EEG og havde endda entreret med et firma om fremstillingen af en prototype, som jeg kan huske fra Neurofysiologisk afdeling i Odense, men desværre var teknikken ikke moden hertil endnu. Men det er et godt eksempel på ES´ fremsynethed og idérigdom – han var faktisk ca. 20 år forud for sin tid. I dag har digital teknik for længst sendt de gamle papir-EEG-maskiner på pension!
Desuden sørgede Erik Sindrup også for en modernisering af uddannelsen hos det tekniske personale der udfører EEG og andre neurofysiologiske undersøgelser. Det først hold af nye neurofysiologi-assistenter startede i 1988.
Men frem for alt huskes Erik Sindrup for sin utrættelige kamp for at indføre tværfaglige epilepsi-centre, hvor både læger, psykologer, sygeplejersker og socialrådgivere arbejder sammen på ekspertniveau – som man kender det i f eks Norge, Holland og Tyskland. Det lykkedes ikke i Odense, men da Filadelfia i midten af 1980erne gik i gang med at etablere et moderne epilepsicenter på den gamle institution, meldte ES sig straks med sin assistance til dette vigtige arbejde – til trods for at han da nærmede sig ”normal pensionsalder”. Men Erik Sindrup har aldrig i sit arbejde ladet sig lede af bekvemmelighedshensyn; for ham har patienterne og deres ve og vel altid stået helt centralt, og han har utrætteligt kæmpet for patienternes ret til en fair behandling i det sociale ”system”, hvor der som bekendt ikke altid hersker den fornødne viden om og lydhørhed overfor patienternes problemer.
Mange læger i de yngre generationer står i gæld til Erik Sindrup for hans ildhu og tålmodighed, både når det drejede sig om den præcise diagnose, den bedste medicinske behandling og de optimale rammer for patienternes arbejds- og familieliv – det der på engelsk hedder ”comprehensive epilepsy care”. For ham var der kun én standard: den bedste!
Jeg mødte Erik Sindrup allerførste gang i oktober 1966, da jeg var praktikant på Bispebjerg Hospitals neurologiske afdeling og han just var begyndt som 1. reservelæge. Han holdt en time om epilepsi, og det fangede virkelig min opmærksomhed.
Næste gang blev i Odense i 1974, hvor han holdt en række aftenseminarer om epilepsi for læger og sygeplejersker. Jeg fandt hurtigt ud af at epilepsi, det var lige mig! Hvad der i høj grad bidrog til at vække interessen, var også at ES var en glimrende og inspirerende underviser, der havde en helt speciel evne til at tilrettelægge det faglige indhold efter tilhørernes forudsætninger – det er det bestemt ikke alle, der formår.
Jeg var så reservelæge på Neurofysiologisk afdeling i Odense hos Erik Sindrup i nogle år, indtil vore veje skilte, da jeg skulle fuldføre min neurologiske speciallægeuddannelse.
Tredje gang vore veje krydsedes, blev så på Filadelfia, hvor Lennart Gram og jeg sammen med Erik Sindrup i 1988 fik i opdrag at sikre den faglige ”påklædning” af epilepsicentret. Dette arbejdsfællesskab blev dog ret kort, da Hans Høgenhaven ikke så længe efter tiltrådte som fastansat overlæge i klinisk neurofysiologi. Herefter helligede ES sig sin omfattende neurologiske speciallægepraksis i Odense, indtil han for ikke så mange år siden solgte den. Men han nåede med sit aldrig svækkede engagement og sin store faglige autoritet at være en uundværlig kraft i den ikke ukomplicerede opstartfase for Filadelfias epilepsicenter.
Med Erik Sindrups bortgang har dansk epileptologi mistet en af sine mest markante skikkelser.
