23.11.2016

Mor samler ind til Epilepsiforeningen

En mor til et barn med epilepsi har ved salg af julepynt og donationer indsamlet op mod 10.000 kr. til Epilepsiforeningen

I Epilepsiforeningen er landsformand Lone Nørager Kristensen glad og imponeret over, at en mor til en datter med epilepsi, har indsamlet op mod 10.000 kr. til Epilepsiforeningen. Moren, Maj-Britt Sanders, har i en Facebookgruppe solgt julepynt og indsamlet donationer til foreningen.

Billedet viser Maj-Britts 8-årige datter, Isabella, ved posen med alle pakkerne med julepynt, der skal sendes ud til købere fra forældregruppen. Isabella har epilepsi af typen CSWS og hun er grunden til, at moren har startet indsamlingen, fortæller Maj-Britt på Facebook: ”Jeg ønsker mere opmærksomhed på epilepsi, mere forskning. Det kræver penge.”

Maj-Briits indsamling er en privat indsamling målrettet den lukkede Facebook-gruppe “Forældre til børn med epilepsi“. Hun regner med at lukke indsamlingen efter den kommende weekend.

På Facebook har Epilepsiforeningens landsformand, Lone Nørager Kristensen, takket Maj-Britt og alle der har støttet foreningen:

”Tak fordi at i har valgt at støtte Epilepsiforeningen ad denne vej, tak til Maj-Britt Sanders for at tage initiativet til indsamlingen.”

”At samle penge ind til foreningen er noget vi ofte diskuterer og snakker om i foreningen, og vi har også prøvet flere forskellige tiltag,” skriver formanden videre, og fortæller, at foreningen med liden succes har prøvet med forskellige former for merchandise og lodsedler.

Epilepsiforeningen er ikke nogen stor organisation med mange ansatte. Det betyder, at den ikke har en indsamlings- eller fundraiser-stab, som store foreninger har. Epilepsiforeningen har heller ikke de mange penge, der skal investeres for at starte en stor indsamlingskampagne. Derfor er foreningen afhængig af støtten og indsatsen fra medlemmer og frivillige.

Maj-Britt Sanders er ikke den første, der har taget privat initiativ til at lave en indsamling til fordel for Epilepsiforeningen og mennesker med epilepsi. Inspireret af de, der gerne vil gøre en personlig indsamlingsindsats, er foreningen ved at indgå et samarbejde med Betternow, hvor man vil kunne oprette sin egen, autoriserede indsamling til fordel for Epilepsiforeningen.

Her kan du støtte Epilepsiforeningen

Hvis du gerne vil støtte Epilepsiforeningens arbejde, er en anden simpel og træfsikker måde at gøre det på, at blive medlem. Du kan for eksempel tegne et personligt medlemskab for 300 kr. om året via vores webshop.  Så støtter du vores rådgivning, kurser, oplysningsvirksomhed, sociale aktiviteter, forskning og indsats med politisk og faglig dialog. Og du har selvfølgelig også adgang til de forskellige medlemstilbud.

Her kan du tegne medlemsskab af Epilepsiforeningen. Du får 25 kr. i rabat det første år. 

Hvis du er medlem og/eller foretrækker at give et enkeltbidrag, så kan du gøre det via vores webshop. I vores webshop kan du også læse om de andre måder, du kan støtte foreningens arbejde på.

(Kilde: Epilepsiforeningen)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev