Multikulturel information

21.09.2010

Jeg kan lide mit arbejde. Jeg kan lide det af mange årsager og i særlige momenter. Det ene moment vil jeg gerne skrive om i dette blog indlæg.
Jeg er taget ud på et informatørbesøg i et multikulturelt kvindehus. Under armen slæber jeg en computer, så jeg kan vise de fremmødte kvinder en anfaldsfilm, og jeg har også medbragt en stak dansksprogede pjecer om epilepsi.
 
Jeg bliver mødt af smilende kvinder med forskellige nationaliteter og religion, alle med individuelle danskkundskaber og kulturer. Der dufter af kaffe og ved de små caféborde sidder kvinderne og sludrer. På væggene hænger der opslag om, at der er uddelt priser til initiativtagerne af stedet, og smukke kjolekreationer fra eget værkssted er udstillet. Atmosfæren er varm og indbydende, godt krydret med følelsen af samhørighed.  
Under mit besøg, som primært handler om at informere om epilepsi og om læge- og sygehusbesøg, kommer jeg hurtigt til at føle, at jeg står et sted midt mellem alle verdenshjørner omgivet af udfordringer i forhold til at kommunikere ud på flere niveauer og lytte til mange forskellige sygdomsopfattelser. Fx har en af kvinderne en forestilling om, at man skal være sengeliggende, når man har epilepsi. På en af de film, jeg har taget med for at vise, hvordan anfald kan se ud, ses en kvinde, som har et anfald. En af kvinderne, som er mødt op, er meget interesseret i at vide, hvordan kvinden er endt i hospitalssengen – altså hvordan hun er blevet henvist, indlagt og undersøgt.
Der bliver spurgt til arvelige forhold ved epilepsi fra en kvinde, som kommer fra et land, hvor mange er indgifte. Spørgsmålet bliver vel modtaget af kvinderne, men jeg er lidt usikker på, om indgifthed er et tabubelagt emne at berøre– det er det ikke, kvinderne er imod at blive indgift, og de ved også, at deres børn kan blive født med handicaps som følge af ”fætter og kusine ægteskaber”.
Informationsbesøget bliver afsluttet med en gennemgang af førstehjælp ved epileptiske anfald. Her oplever jeg en vis uenighed om, hvad der er den rette behandling. Nogle vil opstarte hjertemassage, fordi der netop er vist et program i fjernsynet om genoplivning ved hjertestop, og andre vil lægge noget i munden. Jeg gennemgår for kvinderne, hvad man skal gøre, hvis man møder en person, som har et anfald.  
Om det er i en multikulturel sammenhæng eller ej, så går jeg altid fra et informatørbesøg med en særlig fornemmelse af at have givet en viden videre, som forhåbentlig giver nye input – og måske også tid til eftertanke hos lytteren?
Jeg er glad efter sådan et besøg – også selv om det er med ømme hænder og arme efter at have gestikuleret og kommunikeret non-verbalt som i dette særlige moment.
Af Lotte Vinther Andersen, sygeplejersken