Ny epilepsibehandling i Danmark blev afprøvet på en bakke æg

På Rigshospitalet har de første to patienter prøvet en ny epilepsibehandling, hvor man med strøm gennem en håndfuld elektroder sat ind i hjernen prøver at ”poppe” anfaldene væk

Bo Jespersen betjener apparatet, mens han løbende taler med patienten. Hver patient får fem til atten elektroder ind i hjernen. Hver elektrode har 12 kontaktpunkter med 3,5 millimeter imellem. Apparatet brænder mellem to kontaktpunkter, alt efter hvor vævet ønskes ødelagt. Foto: Rigshospitalet.dk

Det er som et poppe popcorn i hjernen. Sådan beskriver Rigshospitalets medarbejdermagasin et nyt behandlingstilbud. Foreløbig har to patienter afprøvet hospitalets seneste behandlingstilbud, hvor man sender strøm gennem elektroder, der er sat ind i hjernen, i håb om at ødelægge vævet der hvor patientens epilepsianfaldt bliver udløst.

Når man i undersøgelserne op til en epilepsioperation skal lokalisere det præcise sted, hvor anfaldet udspringer, så man kan operere området væk, så er er det ikke altid at MR-skanning, måling af hjerneaktivitet, PET-skanning og samtaler og tests med en neuropsykolog er nok. Nogle gange må man lægge elektroder ind i hjerne på patienten og så prøve at fremkalde et epilepsianfald for at måle med elektroderne, hvor i hjernen epicentret sidder.

Hvis du tænker på et spejlæg på panden, så bliver hviden tæt og stiv ved omkring 60 grader – den koagulerer. Det samme sker, når man sætter elektroderne i æggehviden og tænder for apparatet
Bo Jespersen

Det smarte ved den nye behandling er, at elektroderne nu kan bruges til både undersøgelse og behandling, forklarer neurokirurg Bo Jespersen til Rigshospitalets medarbejdermagasin ”Indenrigs”.

Når nu elektroderne alligevel er der, prøver han som noget nyt at bruge dem til at fjerne anfaldene: ”Elektroderne kan ofte vise os, hvor i hjernen aktiviteten sker. Det smarte er, at i stedet for at fjerne elektroderne og bagefter indkalde patienten til en operation, kan vi nu behandle ved at sætte strøm mellem små punkter i elektroderne og få vævet til at gå i stykker. Lige rundt om elektroden bliver væsken varmet op, og det ender i det lille pop, der efterlader et hul eller noget arvæv, så de epileptiske anfald forhåbentlig udebliver i et stykke tid. Hvis vi er heldige, for altid.”

Selve indgrebet foregår ved, at patienten får fem til atten elektroder lagt ind i hjernen. Hver elektrode har 12 kontaktpunkter med 3,5 millimeter imellem. Apparatet brænder mellem to kontaktpunkter, alt efter hvor vævet ønskes ødelagt. Der tager små 30 sekunder. Og det føles som et lille ”pop”, har patienter beskrevet det.

Tænk på et spejlæg

For at afprøve det nye apparatet indkøbte Bo Jespersen en bakke æg i supermarkedet, fortæller medarbejdermagasinet:

”Hvis du tænker på et spejlæg på panden, så bliver hviden tæt og stiv ved omkring 60 grader – den koagulerer. Det samme sker, når man sætter elektroderne i æggehviden og tænder for apparatet. Så koagulerer området omkring. Det er rart at se effekten med det blotte øje, og det er den bedste måde at forstå og vise på, hvad der sker inde i hjernen med den her behandling. Apparatet registrerer selv modstanden i vævet, og når den er opnået, slår det automatisk fra”, fortæller neurokirurgen.

Håbet med den nye metode er, at man ”med lidt held” kan kurere patienten for epilepsi. Alternativt at anfaldene vil være væk et stykke tid. Det vil nemlig give en indikation af, at behandlingen er sket i det rigtige område. Og så kan man senere sætte ind med en behandling, der gør endnu mere skade på det hjernevæv, der giver epilepsi, nemlig laserkirurgi.

Kilde

Rigshospitalet Indenrigs

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev