Den optimistiske professor tror at flere kan gøres anfaldsfri

“Det bliver langt sjovere”, siger Sándor Beniczky om fremtidsudsigterne for epilepsibehandlingen. Om få år vil ny teknologi og lægernes evne til at registrere hjernes signaler kunne gøre flere anfaldsfri.

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

Hver dag får 12 danskere konstateret epilepsi. På landsplan er der op mod 55.000 mennesker med epilepsi, men langt de fleste har ingen eller meget få anfald. Overordnet set kan to ud af tre epilepsipatienter blive anfaldsfri. Det betyder samtidig, at en tredjedel af mennesker med epilepsi ikke kan gøres anfaldsfri med medicin. Sådan har det næsten altid været. Spørgsmålet er: Vil man nogensinde kunne ændre på det? Er der noget som helst håb for alle de, der i dag ikke kan blive anfaldsfri?

Det mener Sándor Beniczky, der er professor ved Aarhus Universitet og leder af Epilepsihospitalets neurofysiologiske afdeling, at der er.

I USA går de med elektroder på hjernen

Hvis flere skal gøres anfaldsfri, så kræver det nye typer medicin og/eller ny teknologi. Og begge dele er noget, der arbejdes på, fortæller Sándor Beniczky:

”En mulighed er at udvikle nogle nye mediciner med nogle nye strategier og nye virkningsmekanismer. En anden mulighed er at bruge såkaldt neurostimulation i behandlingen. For eksempel at implantere nogle elektroder, som opfanger anfaldene og stopper anfaldene på netop det tidspunkt, hvor de starter. Det er en metode, som er i udviklingsfasen”.

”Det vil betyde, at andelen af mennesker, der kan gøres anfaldsfri, vil blive større”?

”Ja, det er håbet. Men det er som sagt meget eksperimentelt”.

”Hvordan gør man det med elektroderne, sådan rent praktisk”?

”Først skal man finde det epileptiske fokus, altså hvor kilden til de epileptiske anfald er i hjernen. Derpå implanterer man elektroderne, så de ligger inde i hjernen, og tilkobler udstyr, der kører nogle algoritmer, der hele tiden ser på de signaler, hjernen giver. Og hvis der er et anfald på vej, sættes der automatisk gang i nogle elektriske im pulser, som hæmmer anfaldets udvikling og stopper det, lige når det starter”. Noget af udstyret er indplanteret i hjernen, og andet ligger uden for hjernen under huden på hovedskallen, så man ikke kan se det.

”Når du siger, at det er i forsøg, betyder det, at der i USA går epilepsipatienter rundt med elektroder inde på hjernen”?

”Ja, ja” svarer professoren oplivet.

”Og de har det godt?”

”Nogle af dem, men ikke alle sammen”, svarer han og forklarer, at udstyret og programmerne bliver bedre og bedre, og forsøgende ser lovende ud, men indtil videre er der ikke tilstrækkelig bevis for, at det virker, til at man vil bruge behandlingen i Danmark. Men så snart det er bevist, at det er trygt og effektivt, vil man forsøge at få det implementeret herhjemme.

Anfaldsalarmerne er det første, der bliver bedre

Når den slags er blevet en mulighed, så skyldes det dels, at man kan gøre teknologien, der skal indsættes, mindre og mindre, men især, at man i rivende hast bliver bedre og bedre til at finde det epileptiske fokus og til at analysere signalerne fra hjernen.

De teknologiske og analytiske fremskridt vil nok i første omgang få betydning for anfaldsalarmer, der også bliver smartere og smartere, forudser Beniczky.

Anfaldsalarmer kan for eksempel være til gavn for mennesker, der får store krampeanfald, hvor de er bevidstløse og ikke kan kalde på hjælp: ”Til det har vi udviklet forskellige alarmsystemer, der kan give automatisk alarm. Vi har brugt bevægelsessensorer udformet, så de ligner et armbåndsur, der ved de store krampeanfald opfanger bevægelserne. Vi har også udviklet udstyr, der kan bruger muskelsignalerne. De er også gode til at fange de store krampeanfald”.

I tilknytning til armbåndsalarmen har man også udviklet en app til mobilen, som alarmsignalet sendes til, så for eksempel forældre eller plejepersonale ikke behøver at overvåge patienten hele tiden.

Der er også forsøg i gang med en alarm, der også er målrettet krampeanfald, hvor man prøver at opfange anfaldene ved at overvåge hjerterytmen med EKG (elektronisk hjerte kardiogram). Men der foregår faktisk også noget i forhold til andre anfaldsformer så som absencer, der er anfald med korte og diskrete bevidsthedstab, hvor personen ikke har kramper, men stirrer tomt frem for sig.

”For absencer er der en anden mulighed, hvor der også er lovende resultater. Det er nogle elektroder, der ikke sættes ind i hjernen, men bare ligger under huden på hovedet. De måler hjernens elektriske aktivitet og kan opfange signalerne for absenceanfald”.

Det er en teknologi, der har større potentiale end dét, peger professoren på. For hvis man kan opfange og identificere signalerne for absencer, så kan man måske på sigt også tilføje en behandlingsmulighed.

Patienter går i 16 år med en epilepsi, der let kunne fjernes

Når neurologerne bliver bedre og bedre til at lokalisere det epileptiske fokus, så øger det også antallet af mennesker, der kan kureres for epilepsi ved hjælp af kirurgi, hvor man går ind og fjerner anfaldenes arnested.

Hvis fokusområdet er meget lille, er der på sigt mulighed for at fjerne det, uden at skulle lave en stor operation. Med såkaldt termokuagulation stikker man en elektrode ind i hjernen det rigtige sted, og brænder de små strukturer, som er årsag til epilepsien, væk.

Men når det handler om kirurgi, er det store problem ikke manglende teknologiske fremskridt, men noget langt mere banalt og fundamentalt, understreger Sándor Beniczky.

”Vores største udfordring med hensyn til epilepsikirurgi er, at patienterne bliver henvist alt for sent. Det tager højst to år at konkludere, at patienten har en epilepsitype, som er en fokal epilepsi, og at patienten ikke reagerer på medicin”, siger professoren, der kritiserer, at patienter ofte går i 16­-19 år med en skadelig epilepsi, der ret let kunne være fjernet, inden de bliver tilbudt en epilepsioperation.

Man forsøger at gøre hjernes pacemaker bedre

I dag kan nogle af de patienter, der ikke kan opereres for deres epilepsi, blive tilbudt en Vagus Nerve Stimulator (VNS). Det er en stimulator, der indsættes under huden ved kravebenet, hvor den sender elektrisk stimuli til hjernen via elektroder, der er viklet omkring vagusnerven, der går op til hjernen. VNSteknologien er også i fremskridt.

De nyeste VNS’er registrerer hjerterytmen, og sender lidt ekstra strøm afsted, når der er ændringer i hjerterytmen, som kunne tyde på, at der er et anfald på vej. I teorien skulle det mindske risikoen for SUDEP (pludselig dødsfald i forbindelse med epilepsi), men der mangler stadig data, der viser, at det faktisk virker.

Der er også forsøg i gang med at tilslutte stimulatoren noget teknologi, der skal gøre den bedre til at opdage anfald og reagere på det. Men resultaterne er endnu ikke overbevisende.

Lægerne venter kun på beviserne

Neurostimulation, alarmer mod absence, termokuagolation og så videre. Det lyder jo forjættende, tænker du måske. Men hvornår bliver det behandlinger, man kan få i Danmark?

”Jeg håber, det også bliver virkelighed i Danmark inden for et par år, men ingen kender jo fremtiden”, lyder det optimistiske svar fra professoren. Det er ikke viden og kunnen de danske læger mangler, understreger han.

”Flaskehalsen ligger i evidensprocessen”, siger han og lover, at så snart det er bevidst, at det virker, så kan man starte behandlingen i Danmark. Og det er ikke kun patienterne, der glæder sig til det:

”Det bliver langt sjovere”, forudser han storsmilende: ”Lægerne bliver jo også fortvivlet, når de ikke kan tilbyde patienten en behandling, der virker. Det bliver helt sikkert nemmere og sjovere at være læge, når vi får flere diagnostik­ og behandlingsmuligheder”.

Kilde

Artiklen har været bragt i Epilepsi nr. 4 2017. Du kan hente den som pdf her.