Patienter har malet et træ på Epilepsihospitalet, hvor patienter og pårørende sætter blade med deres oplevelse af hospitalet på.
Epilepsihospitalet Filadelfia har fået et nyt træ. Men træet står inde i hospitalet og er malet af patienter. Og mens bladene på træerne i naturen rundt om specialhospitalet er faldet af, så får træet på hospitalet nye blade – blade med små tekster fra patienter og pårørende.
Det er en af Epilepsihospitalets yngste patienter Karl Hansen på 7 år, der har været i fuld sving med farverne og hjulpet med at male et træ, hvor bladene fortæller fine historier om det at være indlagt.
Karls mor Louise Pedersen har blandt andet skrevet: “For os er opholdets på Filadelfias Børneafdeling som en udflugt eller miniferie. Vores søn glæder sig til legepladsen, som benyttes flittigt, krearummet, hvor vi bruger mange timer, airhockey, hvor vi konkurrerer og griner, klovnene som laver fis og ballade. Sygeplejerskerne og andet personale er dygtige til at skabe en rolig og afslappet stemning samt bakke op om ønsker og ideer. Vigitige elementer i en svær tid med en uforudsigelige sygdom, der begrænser hele familien i perioder. Tak for at være med til at skabe gode oplevelser. Dem har vi brug for.”
Louise Pedersen fortæller, at Karl er meget glad og glæder sig til at komme på Filadelfia. Mens forældrene forståeligt nok har lidt bekymringer med i bagagen. Men de sørger for, at det bliver hyggeligt med lidt friere tøjler og tid til film og slik.
På et andet blad har en kort og fyndigt skrevet: ”Sjove klovne – Søde sygeplejersker – Fed legeplads”. Mens andre sætter lidt flere ord på deres positive oplevelse.
På et blad fortæller en forælder, at deres dreng normalt har det svært med nye steder, men på grund af de mange tilbud og alle de søde ansatte, har han det godt på Filadelfia. Familien er ikke ene om at holde af hospitalet i Dianalund:
”Som en miniferie,” har nogle skrevet på deres blad og bl.a. tilføjet: ”Vi opdager slet ikke at vi er på et hospital”.
Træet skal med hospitalsklovnene på konference den 28. november, hvor der er fokus på, hvad der skaber den gode indlæggelse og det gode samarbejde. Inden træet kommer på konference kan man se på ‘Børn med Epilepsi’ i fællesrummet med trappen.