Med henvisning til Epilepsiforeningens påvisning af problemer på epilepsiområdet, har partierne bag satspuljeaftalen aftalt, at Sundhedsstyrelsen skal gennemføre et eftersyn af indsatsen
I går torsdag (2/11) blev partierne bag satspuljeaftalen enige om, hvordan pengene i satspuljen på sundhedsområdet skal fordeles. Og partierne er enige om, at der skal bruges penge på epilepsiområdet.
Det fremgår af aftalen, at Sundhedsstyrelsen skal udarbejde en status for epilepsiområdet med fokus på udfordringer og muligheder i forbindelse med både udredning og behandling samt rehabilitering og sammenhæng. Eftersynet skal være afsluttet medio 2018.
Aftalen glæder Epilepsiforeningens landsformand, Lone Nørager Kristensen: ”Det er den bedste nyhed længe. Vi ser aftalen som første skridt frem mod et solidt afsæt til at løfte epilepsiområdet generelt. Og de udvalgte fokuspunkter passer godt sammen med den praksisvirkelighed vi hører om fra patienter og pårørende dag ud og dag ind. Den danske epilepsiindsats skal være bedre og mere sammenhængende end i dag. Så stor tak til de politikere som har lyttet – og handlet.”
Satspuljen er en pulje, hvor der hvert år afsættes penge til initiativer inden for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Initiativerne har til formål at forbedre vilkårene for svage og udsatte grupper samt for mennesker på overførselsindkomst. Satspuljen udgør i 2018 omkring 770 million kr.