”Plag din læge”, lyder rådet fra overlæge, der advarer mod at droppe medicinen, hvis man er utilfreds med bivirkningerne
På Facebook og andre steder er der af og til mennesker, der sætter spørgsmålstegn ved deres behandling. Der er for eksempel mennesker, der fortæller om voldsomme og meget indgribende bivirkninger ved deres epilepsimedicin. Og når man læser deres fortælling, kan man egentlig godt forstå, at de er klar til at droppe deres medicin. Men er det den bedste løsning? Det har vi spurgt overlæge Christoph Patrick Beier fra Odense Universitets Hospital om.
Er det ikke forståeligt, at nogen vil droppe deres medicin, hvis den giver meget generende bivirkninger og ikke kan gøre dem anfaldsfri?
”Langt de fleste med behov for en- eller to-stof-behandling kan behandles uden meget generende bivirkninger. Problemet er tit at finde det præparat ud af de cirka 26 mulige, som passer til patienten. Det kan tage tid og kræver et godt sammenspil mellem patient og læge,” svarer epilepsispecialisten.
”Hvis man er plaget af anfald til trods for to eller flere præparater, som oveni giver bivirkninger, anbefales det at man henvende sig til et specialiseret center – for eksempel et universitetssygehus eller Epilepsihospitalet for at sikre at behandling ikke kan gøres bedre.”
Hvad risikerer man, hvis man på egen hånd ændrer eller måske helt dropper sin medicinering?
Hvis man stopper sin behandling uden at det er talt igennem med ens behandler, så kan konsekvensen være meget alvorlig, advarer han: ”Den værste komplikation er en svær status epilepticus som giver hjerneskade og som ikke sjældent er dødeligt”.
Status epilepticus er alvorlige epileptiske anfald, som ikke stopper af sig selv.
Hvad er dit råd til folk, der overvejer at opgive medicinen, fordi de synes, at den giver flere sorger end glæder?
”Plag din læge”! Lyder Christoph Patrick Beiers opfordring til patienter, der utilfredse med deres behandling: ”Sig til lægen at du er utilfreds med behandlingen og hvorfor. Og hvis lægen ikke kan eller vil ændre på det, så indhent en second opinion – for eksempel hos et af de store sygehuse eller på Epilepsihospitalet.”
Man skal dog huske på, at en ny læge ikke altid kan trylle, siger han: ”Der er en del patienter, hvor det er ikke muligt at komme af med anfaldene.”
Kilde
Epilepsiforeningen.
Her har vi en side, hvor du kan læse gode råd til, når medicinen ikke virker
Hvis du gerne vil have en second opinion fra et andet behandlingssted kan du benytte dig af frit sygehusvalg
Her kan du læse mere om status epilepticus
Hvis du vil udveksle erfaringer med andre på Facebook, har vi her en oversigt over mange af de facebookgrupper, der findes.