07.03.2023

Portrætserie med mennesker med handicap var årets portrætserie

Fotograf Andreas Houbjergs portrætserie med Thomas, der har epilepsi, og 19 andre mennesker med handicap har ved Årets Pressefoto fået førsteprisen som ”Årets Portræt, serie”

Fotoudstillingen ``At høre til`` åbnede sidste år på pladsen foran Christiansborg. En af de tyve portræterede er Thomas Mathiasen, der har epilepsi. Foto: Per Vad

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

Årets bedste. Intet mindre. Det er panelet bag Årets Pressefotos vurdering af portrætserien ”At høre til”, hvor Thomas, der har epilepsi, og 19 andre mennesker med handicap fortæller om deres liv og behovet for at høre til.

De 20 portrætter er taget af freelancefotograf Andreas Haubjerg, og udstillingen er lavet i samarbejde med Danske Handicaporganisationer.

I Danmark lever mere end 500.000 mennesker med et større eller mindre handicap. Det tæller alt fra ordblindhed og muskelsvind til epilepsi og gigt. Nogle er synlige, andre usynlige. Nogle har lært alt fra bunden, mens andre aldrig har kendt andet. Adskillige undersøgelser viser, at mennesker med handicap har sværere ved at deltage i samfundets fællesskaber – at de oftere føler sig ensomme og isolerede. Og det er det, udstillingen ”At høre til” fortæller om.

En af de portrætterede er 47-årige Thomas Mathiasen, der har haft epilepsi siden han var lille. I udstillingen fortæller han, at han har haft nogle ubehagelige oplevelser i forhold til kærlighed. Det har gjort, at han har lukket ned for ideen om at finde sig en kæreste: ”Jeg har altid været lidt bange for det modsatte køn,” fortæller han i teksten til det store portræt, hvor han siger, at han savner nogen at tale med om sit liv og sine følelser.

Her kan du opleve ”At høre til”

Udstillingen er fortsat på turne rundt i Danmark. Den har været vist i København, Næstved, Odense og Holbæk.

  • Frem til 9. april kan den ses i Svendborg på Danmarks Forsorgsmuseum, Grubbemøllevej 13, 5700 Svendborg.
  • Silkeborg (Tid og sted følger)
  • Bornholm på Folkemødet i Allinge tæt ved Sverigesvej 9 fra 15. juni til 17. juni 2023.
  • Hillerød på Grundtvigs Højskole, Frederiksværksgade 147 fra 19. juni til 24. juni 2023. Det er i parken og her er adgang for offentligheden.
  • Sønderborg (Tid og sted følger)
  • Esbjerg (Tid og sted følger)
  • Aarhus (Tid og sted følger)
  • Aalborg (Tid og sted følger)

Kilde

Danske Handicaporganisationer og  Avisen Danmark

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev