Kasper Dyhr Mikkelsen har været på udkig efter en kæreste i mange år. Selv om der er meget andet i hans liv.
Bliv medlem
Følg os på Facebook
Kasper Dyhr Mikkelsen har startet en lille biografklub med nogle gode venner og så er hans helt store passion taekwondo. Foto: Morten Ravn
Af Morten Ravn
Kasper Dyhr Mikkelsen har været på mange dates. Desværre kommer han ikke videre end første møde. Hurtigt får han den besked, at det var det. Væk, siger prinsessen, som i eventyret, og så må han starte forfra. Det er efterhånden blevet lidt tungt, så de sidste tre år har han holdt sig fra den slags udfordringer.
Han har også så meget andet i sit liv. Et fuldtidsarbejde som pedel på VIA University College i Silkeborg, hvor han har været i 16 år. Han har sine forældre, en enkelt bedsteforælder, sin lillesøster, en svoger og deres børn. Herudover en del venner af begge køn.
Her begynder vi at komme til problemet. Han har ikke svært ved at tale med piger, og han har flere venner af det modsatte køn. Men det er også her, at det strander hver gang. Han får den besked, at de hellere vil have ham som en ven end som en kæreste. Han sidder fast i vennezonen, og det bliver ikke til mere end det.
Spørger man ham om, hvad han er for én, får man hurtigt en fortælling om, at han er en gentleman, lidt gammeldags, og at han altid er mod andre, som han ønsker, at de skal være mod ham selv. Og når man møder ham til en snak om kærlighedslivet, er det ikke svært at få indtryk af en fyr med hjertet på rette sted. Men at han efterhånden har fået de hak i tuden, han orker, er også en del af fortællingen, som han gerne lægger åbent frem på bordet.
”Jeg er opdraget til at være en gentleman. Jeg sætter ofte andre før mig selv. Men jeg er ikke så god til at være frembrusende. De gange jeg har været på dates, har jeg været mig selv. Men det ender altid med den besked, at du er meget sød. Men du er mere en ven end en kæreste. Det gør ondt på mig,” fortæller han.
”Det er som om, at de ikke lytter, når jeg prøver at forklare, hvad jeg er for en person. Ellers lytter de, men vurderer hurtigt, at ’Nå, er det dét, han kan?’”.
Træner for børneholdet
Kasper er ellers en fyr, der har lidt af hvert at byde på. Eksempelvis har han startet en lille biografklub med nogle gode venner og så er der hans helt store passion. Taekwondo. Her har han efter tyve års træning erhvervet sig sort bælte af fjerde grad. Hermed er han blandt de seks højest graduerede i Silkeborg Taekwondo Klub.
Her træner han fast børneholdet to gange om ugen. Dette arbejde er noget, der virkelig betyder meget for ham. Børnene giver ham også tegninger og andre små ting. En pige havde lavet en bordskåner til ham af perler, der forestillede det sydkoreanske flag, hvor sporten kommer fra.
”Jeg har en kæmpe forkærlighed for de børn derovre. De giver mig en ekstra glæde ved at komme i klubben. De vil også ofte gerne vise mig nogle ting. Sommetider siger de til mig: Kasper, en dag bliver jeg bedre end dig. Så svarer jeg: Det håber jeg, for så kan jeg sige, at jeg har trænet dig. Så bliver de tit lidt mundlamme. For så kan de mærke, at jeg er stolt af dem,” fortæller han.
Han træner også engang imellem voksenholdet, og generelt har de et godt sammenhold i klubben. Det er blevet til mange sociale arrangementer gennem årene. Men klubben er efterhånden også forbundet med et vist vemod. For han ville egentlig gerne prøve at træne sine egne børn en dag. Og her har han ikke tiden på sin side. Samtidig er der ærgrelsen over, at andre er kommet ind i klubben gennem årene, er blevet kærester og har stiftet en familie. Selv om han er glade på deres vegne.
Mange bump på vejen
En del af hans fortælling er også historien om en skoletid, der var præget af mobberi. Det startede for alvor i 2. klasse, da han skiftede skole. Her var han ny, den yngste i klassen og havde tilmed epilepsi. Her fulgte syv hårde år, før han i 9. og 10. klasse kom på efterskole. Endelig har epilepsien også kostet nogle kræfter. Han har haft mange krampeanfald. En gang så voldsomt, at han havde 11 krampeanfald på en dag, og det var kun de anfald, de noterede.
Han husker, at hans læge fra Aarhus Universitetshospital spurgte ham om, hvordan han stadig kunne være i live. Senere er der med den korrekte medicinering kommet godt styr på epilepsien, indtil sygdommen i foråret begyndte at vise sig fra sin grimme side igen. Men han har en stærk krop, som han selv siger, så han skal nok klare den.
Det store spørgsmål er, hvordan han kommer videre herfra. Han har været på højskole, og han har været med på ungelejr mange gange i Epilepsiforeningen. Så det er ikke fordi, at han går og gemmer sig. Spørger man ham, om det kunne være en ide at tale med en kæreste-coach, er han umiddelbart ikke interesseret. Men at der skal til at ske noget, er han dog sikker på.
”Det ville alligevel være dejligt at finde én at dele livet med,” siger han.
