Heidi Madsen har haft epilepsi, siden hun var to år gammel. Hun er vokset op med en psykisk syg mor. Det har givet hende nogle udfordringer i livet. Men hun har ikke givet op, og hun kæmper for at holde sig på arbejdsmarkedet.
Bliv medlem
Følg os på Facebook
De senere år har Heidi Madsen haft en del rengøringsarbejde, og det er hun glad for. Foto: Morten Ravn
Af Morten Ravn
Jeg møder Heidi Madsen på Struer Bibliotek. Hun har sagt ja til at fortælle om, hvordan hendes liv med epilepsi har været. Foran mig sidder en pige, der har været lidt af hvert igennem. Men hun fortæller uden sentimentalitet. Om hvordan epilepsi og opvæksten i en isoleret familie har formet hendes liv.
Heidi Madsen voksede op ved Thyholm i Nordvestjylland. Deres hus lå mellem tre mindre landsbyer, eller ”uden for alle byer”, som hun beskriver det. Faren var husbondafløser, og moren gik hjemme og passede de fem børn. Det var old school på den gode måde, er hendes egne ord. Hun havde fået konstateret epilepsi, da hun var to år gammel.
I starten fik hun mange anfald, men da hun blev velmedicineret, aftog anfaldene og der kom ro på hendes tilværelse. Hun havde ikke mange venner, men hun fik det til at fungere. Da hun var ni år gammel, blev hendes mor syg. Hun led af tvangstanker, som kunne være ret voldsomme. Herefter blev det old school på den dårlige måde. Hendes brødre hjalp faren i hans arbejde. Den ældste søster flyttede hjemmefra. Men Heidi og hendes yngste søster tilbragte meget tid med moren. Det satte sine spor.
Hun gik på en almindelig folkeskole, men hun fik lov til at passe sig selv. Hun husker, at hun kom til spejder en gang om ugen som et af de få lyspunkter. Et stort vendepunkt blev da hun efter 9. klasse kom på efterskolen Svankjær ved Thy.
”Det var simpelthen en flugt. Der blev jeg en anden person af at få alt på afstand,” fortæller hun.
Operationen
Heidi har gennem årene haft mange overvejelser omkring en epilepsioperation, som hun til sidst valgte at gennemføre. Den har været en klar forbedring. Hendes ældre søskende har generelt klaret sig godt og har i dag deres egne familier. Men de to yngste, Heidi og hendes yngste søster, har haft det svært.
Heidi er kommet igennem en HG og forsøgte sig derefter med en HF, men kunne ikke gennemføre den. Hun har gået på produktionsskole og har været på kontanthjælp i nogle år. Det ikke at kunne forsørge sig selv brød hun sig ikke om.
”Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skal slippe ud af jobcenterets klør, må jeg selv tage affære, så jeg meldte mig ind i et vikarbureau, hvor jeg blev kaldt ud til lidt af hvert,” fortæller hun.
Heidi var rigtig glad, da hun fik sig et arbejde som lagerarbejder. Desværre flyttede virksomheden til en anden by. Herefter fik hun et andet lagerarbejde, men det var kun midlertidigt. De senere år har hun haft en del rengøringsarbejde, og det er hun glad for.
”Det er helt fint. Der er en vis form for struktur i det,” fortæller hun.
Det betyder meget for Heidi at tjene sine egne penge. Desværre var dette arbejde også kun midlertidigt. Her kan hun se, at det er afgørende i forhold til rengøringsarbejde, at man har kørekort og kan transportere sig selv. Derfor er hun ved at spare sammen til at få sig et kørekort. Samtidig går hun med en drøm om at komme væk fra Stuer. Der er for mange minder. Både gode og dårlige.
Hun tænker på at flytte til Herning. – Jeg er lidt på bar bund, men kørekortet er næste skridt. Så jeg sparer sammen. Det kan blandt andet gøre, at jeg ikke er så fanget, når jeg ikke er afhængig af andres transport, fortæller hun.
Var forlovet
Endelig er der kærligheden. Heidi havde for ti år siden en kæreste. De var forlovede, og det tegnede godt. En dag havde hun et anfald i hans bil. En måned senere slog han op med hende. Siden da har hun ikke haft mod på at indgå i et nyt forhold. Hun tænker ofte på, at det ville være rart at have én at dele livet med. Men frygten for at blive skuffet, holder hende tilbage.
Hun kan godt lide at brodere og derudover kan hun godt lide at gå på biblioteket. Hun er særligt glad for at læse biografier om forskellige kendte danskere, og hvad de har været igennem i deres liv. Selv føler hun, at hendes liv har været en kamp. Men hvis hun kan få taget det kørekort, er der håb.
”Alene det at slippe ud af jobcenteret. Det var en stor sejr. Jeg vil tjene mine egne penge,” siger hun.
