Rikke Schulz er ikke bange for at sætte sig selv på spil. Men når selvtilliden er i bund, kan det være svært at få lyst til at tage på endnu en date.
Bliv medlem
Følg os på Facebook
``Jeg savner én at snakke med. Én at give min kærlighed til,`` fortæller 41-årige Rikke Schulz. Foto: Morten Ravn
Af Morten Ravn
Rikke Schulz savner en kæreste. Det er ikke til at komme uden om. Hun bor i et helt nyt lejlighedskompleks i Åbyhøj ved Aarhus i en lille lejlighed. Det er et flot byggeri, og ligger kun en kort cykeltur fra byen. Der står billeder af hendes søn i stuen sammen med billeder af hendes søskende. Hun er glad for sin nye lejlighed, hvor hun flyttede ind i foråret. Her holder hun blandt andet af at sidde og lave håndarbejde. Hun har også nogle få, men gode venner, som hun ses med. Men det bliver hurtigt lidt ensomt. Hendes søn bor hos hendes eksmand sammen med hans nye kæreste og tre børn. Hun har et godt forhold til sin eksmand, og drengen har det godt hos ham. Det er hun ikke i tvivl om. Og det er det vigtigste.
Drengen har autisme og har været sen til at kommunikere. Men nu hvor han har fået en masse nye søskende, er han ved at åbne op. Der er ro på hele den situation.
”I mine øjne er det sådan, man elsker. Ved at være sikker på, at det er det bedste for den anden,” siger Rikke Schulz.
Men Rikke savner som sagt én at dele livet med. Derfor går hun på dates og tager også til middage for singler. Men det er lidt svært. For hun kan godt være i tvivl, om hun egentlig er én, som nogen gider at have som kæreste.
Tager på dates
Hun er på førtidspension, men arbejder dog ni timer om ugen i Rema 1000. Men hun har ikke nogen uddannelse og så har hun epilepsi.
”Jeg tænker, at jeg sikkert ikke er den klogeste. Jeg har ikke en uddannelse, jeg er ikke begavet i bøger, men jeg er begavet i at kæmpe. Det glemmer man nogle gange. Selvtilliden er i bund, og sådan er det for mange. Det er som om, at der mangler en del. At der er et hul, man ikke kan fylde,” fortæller hun.
Rikke Schulz bliver ved med at tage ud på dates for at finde én. Nogle gange holder hun lange pauser, men hun vender altid tilbage. Hun sætter sig selv på spil. Og det bliver da også til nogle kortvarige forhold fra tid til anden.
”Jeg har ikke helt opgivet at finde én. Men den mand skal være meget tålmodig, og en mand der indeholder noget,” fortæller hun.
”Ofte vil de gerne mødes på tidspunkter, hvor jeg er for træt. Jeg sover 10-12 timer om natten og så skal jeg stadig sove til middag. Det er ikke så charmerende. Jeg skammer mig ikke over min epilepsidiagnose. Men jeg skammer mig over de bivirkninger, der er ved diagnosen. At jeg nærmest ikke kan gøre det bedre. Jeg har haft epilepsi næsten hele mit liv, så jeg føler, at jeg burde være kommet over det,” fortæller Rikke Schulz om sygdommen, som hun godt ved, at hun ikke kan vokse fra.
Heldigvis har hun også lange perioder, hvor hun mærker mindre til den.
Livet i Amerika
Rikke Schulz var fire år gammel, da familien flyttede til Wisconsin i USA. Da hun var fem år gammel fik hun konstateret epilepsi. Hun havde kun få legekammerater og var efter hendes eget udsagn ikke den mest populære. Her var hun også anderledes, fordi hun ikke var amerikaner.
”Det var svært at have en veninde, der ikke altid var amerikansk. Jeg var høj og blond. De var mindre og mørkhårede. Jeg blev drillet, men det var ikke noget, som mine forældre vidste noget om. Mine lærere kaldte mig ’retard’,” husker hun.
Da hun var 18 år, flyttede hun tilbage til Aarhus. Her gik der først et par svære år. Men fra omkring 27 års-alderen begyndte der at falde ro på. En dag gik hun til en fest og mødte den mand, som hun blev gift med og fik et barn med. De var sammen i syv år. Dette var en god periode, men desværre fik hun en depression. Det blev en stor belastning for deres forhold. Hun havde meget lidt overskud, og til sidst gik parret fra hinanden.
Det stod hurtigt klart, at drengen skulle bo hos faren. Rikke kan besøge drengen, så ofte hun vil. Det føler hun er en god løsning, og hun er taknemmelig for det gode forhold til sin eksmand. Men kunne hun også finde sig en ny partner, ville det være en hel del bedre.
”Jeg tager det dag for dag. Nogle gange er det okay, at det bare er mig og min søn. Jeg siger til vennerne, at måske er det for det bedste, for så er der ikke noget at leve op til. Men jeg savner én at snakke med. Én at give min kærlighed til.”
