Pressemeddelelse om besparelser

En nylig gennemført medlemsundersøgelse i Dansk Epilepsiforening viser, at mange borgere rent faktisk oplever, at kommunerne skærer i støtten på forskellig vis, og at disse besparelser rammer den enkelte på en måde, som på længere sigt reducerer vedkommendes muligheder for f.eks. at komme hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet.
Men er de kommunale besparelser virkelig så omfattende og rammer de mennesker med handicap som f.eks. epilepsi? Det gør de, og i de uddybende kommentarer fra en nylig gennemført medlemsundersøgelse i Dansk Epilepsiforening illustrerer ganske udmærket, hvordan:
 
•    ”Har brækket ryggen på grund af et krampeanfald og har fået indopereret en plade i ryggen og kan ikke få den rigtige hjælp til et nyt skånejob søger nu den højeste pension”;
•    ”Min balancetræning er sparet væk på grund af den er" vedligehold" og jeg kan kun fungere optimalt med den”;
•    ”Søger flexjob. Sagen har indtil videre taget 2,5 år og kører stadig”
•    ”Færre faglærte blandt personale. Ringere rengøring. Ophold frem for udvikling.”
Dansk epilepsiforenings formand peger på, at besparelserne i den kommunale økonomi har fyldt meget i den offentlige debat i år. En udløber af debatten er f.eks. blevet en ændring af borgernes klagemuligheder over kommunens afgørelser i sociale sager: ”KL og Regeringen blev i fællesskab enige om at ændre klagemulighederne, fordi man mente, at klage-systemet var ”udgiftsdrivende” – hvilket vist er politisk nysprog for, at borgerne af og til får ret i, at kommunen har truffet en forkert afgørelse”, udtaler Lone Nørager Kristensen.
Lone Nørager Kristensen, Landsformand for Dansk Epilepsiforening opfordrer politikerne i kommunerne og på Christiansborg til at tænke anderledes efter valget:
”Vi må som samfund spørge os selv, om sociale støtteordninger i virkeligheden bør finansieres via et-årige kommunale budgetter? Enhver kan sige sig selv, at besparelser, der her og nu hjælper til at holde budgettet samlet ved at fjerne f.eks. genoptræning fra patienter, på længere sigt genererer nye samfundsomkostninger, fordi patienterne får hyppigere tilbagefald og f.eks. senere tilbagevenden til arbejdsmarkedet uden den nødvendige træning. Spørgsmålet er derfor, om ikke en ny regering bør se på mulighederne for at indrette det sociale system, så socialpolitikken og vores hjælp til borgere med behov kan blive tilstrækkelig langsigtet.
I patienternes øjne opleves kommunerne aktuelt som nidkære grænsende til kanten af det lovlige. Årsagen er naturligvis Regeringens krav om nul-vækst i kommunernes budgetter, og resultatet er, at man kun ser på det eksisterende budget og ikke på, hvad der langsigtet giver den bedste samfundsøkonomi. At man i sådan en situation tilmed fjerner klagemulighederne, fordi man ikke bryder sig om, at borgerne af og til får medhold i deres sagsfremstilling er blot at føje spot til skade”.