Presset ud af deres bolig fordi mandens anfald støjede

09.10.2019

”Det var et mareridt; man føler sig forfulgt og magtesløs”, fortæller Britt om klagerne, der fik hende og hendes mand til at opgive deres lejlighed og flytte til en anden kommune

 

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk 

I dag bor Britt og hendes mand Ikram sammen med deres 8 måneder gamle baby i Taastrup. For kort tid siden boede de i en andelslejlighed i København, men efter klager over støj fra ejendommens andre beboere og trusler om eksklusion fra boligforeningen valgte de at flytte.

Baggrunden for klagerne og påbuddene fra ejendomsadministrationen var mandens epilepsi – Ikram får voldsomme natlige anfald, hvor han råber og slår og sparker omkring sig.

Britt forstår sådan set godt de andre beboere, og parret tog en række initiativer for at dæmpe lydene – fx begyndte manden at sover på en madras på gulvet i et andet rum: ”Jeg har det da dårligt med, at andre bliver generet. Man er jo ikke et menneske, der er ligeglad med at andre ikke kan sove”, siger Britt.

Men i ejendommen havde man ikke en lignede forståelse for, at støjproblemerne skyldtes epilepsien, og ejendomsadministratoren truede med at smide dem ud og skrev bl.a.: ”Adfærden strider imod ejendommens husorden, og vi skal derfor indskærpe, at du ophører hermed. Bestyrelsen kan ekskludere dig som medlem af foreningen, hvis du fortsætter med at overtræde ejendommens husorden.”

”Det var et mareridt; man følte sig forfulgt og magtesløs. Der var ikke noget vi kunne gøre. Vi prøvede alt muligt, men der var overhovedet ikke muligt at få en fornuftig dialog,” fortæller Britt Maria

Ligebehandlingsnævnet holder med ejendommen

”Det føltes også uretfærdigt, for det skyldes jo en sygdom,” siger Britt, der sammen med sin mand prøvede deres sag ved Ligebehandlingsnævnet, fordi de følte sig diskrimineret på grund af Ikrams handicap.

Ligebehandlingsnævnet afviste deres klage, og mente at truslen om eksklusion af ejendommen var rimelig, og skrev bl.a. i afgørelsen: ”Nævnet vurderede, at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål om overholdelse af husordenens bestemmelser om støj af hensyn til de omkringboende andelshavere.”

Striden med de andre beboere tog hårdt på Britt: ”Det har påvirket mig psykisk. Og jeg har haft endnu sværere ved at sove, end jeg ellers har haft med Ikram og et barn, fordi man ikke vidste, hvornår der stod en nabo og bankede på døren eller lå vrede beskeder i postkassen. Det er utrygt at blive forfulgt på den måde”, fortæller hun:

Det sled også på parholdet, men styrkede også sammenholdet: ”Det er en prøvelse. Men det er også sådan, at man holder mere sammen, når man synes, at noget er for dårligt og andre behandler en uretfærdigt. Vi har jo altid holdt sammen – det er jo ikke nemt at leve sammen med et menneske, der har en så voldsom epilepsi. Hvis vi ikke havde haft det sammenhold, så havde vi ikke kunnet holde til det her.”

Undervejs søgte parret også Københavns kommune om hjælp til at få lavet lydisolering. Først efter anden ansøgning, svarede kommunen, at de ville gå i gang med at undersøge mulighederne, men da var det for sent for Brit og Ikram.

Sundhedsplejersken lavede indberetning

Konflikten med de andre beboere førte ikke kun til en usikker boligsituation, for stridighederne med naboerne bekymrede familiens daværende sundhedsplejerske så meget, at hun lavede en indberetning til kommunen, hvor det viste sig, at det var der også en af naboerne, der havde gjort. Så nu skal forældrene også gå til møder om det og får familieforholdene gransket af kommunen. Men som Britt siger: ”Jeg ved at vi gør det godt, og vores søn har det godt – det siger Sundhedsplejersken også.”

Ingen problemer med de nye naboer

Til sidst blev forholdene så ubærlige, at parret valgte at flytte: ”Jeg synes ikke jeg kunne holde ud at blive boende”, siger hun: ”Det var kommet så vidt, og der var sket så meget ubehageligt, at jeg ikke synes, det var muligt at være der mere.”

”Jeg føler vi blev presset ud – presset af de andre og af omstændighederne”, fortæller Britt med tanke på klagerne, og at ejendommen var en gammel og meget lydt bygning, der gjorde støjproblemerne værre.

Nu bor de I et rækkehus, der ligger for enden af blokken, hvor Ikram sover i den ende, hvor der ikke er naboer, og mor og barn sover i den anden ende.

”Og Ikram har snakket med naboerne så de ved, hvad det er for noget, og sagt at de bare skal sige til, hvis der er noget”, fortæller Britt. Og indtil videre har der ikke været nogen problemer – de nye naboer vil tvært i mod gerne hjælpe.

Kilde

Epilepsiforeningen