For nogen kan det være en udfordring at få job eller beholde det man allerede har, hvis man har epilepsi. Det vil Dansk Epilepsiforening gerne være med til at ændre på. Foreningen deltager derfor i et beskæftigelsesrettet projekt under Danske Handicaporganisationer. Projektet hedder ”Menig og Mestring”.
Projektet foregår i samarbejde med Danske Handicaporganisationer og 4 kommuner. De 4 kommuner er Odsherred, Frederiksberg, Esbjerg og Aalborg. Hensigten med projektet er at du skal få lettere ved at få beskæftigelse eller beholde det arbejde, du allerede har.
Gennem et mestringsforløb vil du få viden om epilepsi og hvordan den påvirker dig i din hverdag og i forhold til job. Du får viden om de vanskeligheder du har og hjælp til at komme videre.
Du kan tilbydes et forløb i foreningen, hvis du:
- Har epilepsi
- Bor i en af de 4 nævnte kommuner
- Har kognitive vanskeligheder som f.eks. nedsat hukommelse, svært ved planlægning, træthed ect.
- Står til rådighed for arbejdsmarkedet; du kan være ledig eller du kan allerede have et job, som du har svært ved at beholde
- Blandt andet vil deltage i et kursus hen over 2 weekender i Dansk Epilepsiforening sammen med andre borgere, der har epilepsi
Ophold og almindelig forplejning er gratis, ligesom udgifter til transports dækkes. Man behøver ikke være medlem af Epilepsiforeningen, da alle deltagere vil blive tilbudt et års gratis medlemskab.
Sammen med foreningens socialrådgiver Helle Obel, finder I ud af, om du kan have gavn af at deltage i kurset. På kurset vil du få undervisning ved konsulent fra Specialrådgivningen om Epilepsi, epilepsisygeplejerske fra Rigshospitalet samt neuropsykolog fra Filadelfia.
På kurset vil du blandt andet få viden om:
- Epilepsi
- Hvilke vanskeligheder, epilepsi kan medføre
- Hvordan kan vanskelighederne tackles
- Hvordan kan stress og angst håndteres
- Hvilke muligheder er der for at kompensere for vanskelighederne
- Dine styrker og ressourcer i forhold til job
- Ophold, almindelig forplejning og deltagelse i kurset er gratis.