Rapellede ned ad højhus

Joanne Mumford har altid forsøgt at forblive positiv, selv når hendes epilepsi giver problemer. For at skabe opmærksomhed om epilepsi og samle penge til forskning gjorde hun for nylig noget ekstraordinært: Hun rapellede ned ad en høj bygning.
Hendes rapelling foregik under masser af sikkerhedsforanstaltninger, men var alligevel en hård omgang.
Et af Joannes nytårsforsætter var at skabe opmærksomhed om epilepsi og samtidig rejse nogle penge til forskning.  For nylig fik hun chancen for at lade sig blive firet ned af Miller House i Maidstone i England for at skabe opmærksomhed om epilepsi. Det er en lidt over 60 meter høj bygning.
”Jeg kastede forsigtighed til side og besluttede at gå efter det,” fortæller hun til Epilepsy Action: ”Når du har ukontrolleret epilepsi, er det ikke den mest fornuftige idé – men datoen blev fastsat.”
”Bortset fra lidt hovedpine følte jeg mig heldigvis frisk om morgenen, og bad til, at jeg ville komme igennem det uden anfald,” fortæller hun nu om den 20. august 2013 – dagen, hvor rapellingen skulle foregå:
”De mange sikkerhedsforanstaltninger var fremragende. Jeg var sat fast til en meget stærk sele og havde handsker og hjelm på. Jeg blev derefter kørt 15 etager op i elevatoren, efterfulgt af to etager på trapper og en halv snes trin op til taget.  Derefter talte vi sikkerheden igennem, inden jeg forcerede en stige, krydsede et afsnit og endnu en stige, inden vi endelig var i position. Og jeg var parat til at blive firet ned.”
”Det var frysende koldt under rapellingen og det tog meget mere energi , end jeg nogensinde havde forventet.”
"Jeg var fast besluttet på at nyde hvert minut, så det lykkedes mig at kigge rundt på landskabet og bygningerne fra mit høje udsigtspunkt. Turen ned ad Maidstone bygningen var langsom og stabil. Da jeg var nået en fjerdedel af vejen kiggede jeg ned og tænkte, at jeg snart måtte være nede på jorden. Det var et chok, at se, at jeg stadig var så højt oppe. Men det var spændende!”
Joanne fortæller om sit syn på epilepsi:  
 
”Epilepsi og jeg har haft et langvarigt forhold . Jeg vil ikke narre nogen, og sige at det er nemt , for det er det ikke – i hvert fald ikke for mig. Det er ligesom at blive forfulgt af noget, der kan slå dig ned og ændre din verden på et sekund . Du forsøger ikke at tænke på det, men det er der altid,” har hun fortalt til Epilepsy Action.
”Når jeg gør ting, jeg elsker, så føler jeg mig som en almindelig person. Jeg nærer mine øjeblikke med musik, maling, at have (havde) det sjovt sammen med mine venner og skabe erindringer, som jeg ved, at jeg snart vil glemme. For epilepsien kryber nogle gange stadig frem og banker mig ned.”
 
”Epilepsi er meget misforstået. Det er en af de diagnoser folk tror de kender, men det gør de ikke. De tror, man bare skal tage en pille om dagen, så er alt ok. Nej – ikke for mig og hundredvis af andre. Vi kæmper hver dag med anfald efter anfald.”
”Det værste ved epilepsi er, at det kan være et usynligt handicap. Alle ser på mig og synes, jeg er normal og sund . Men inde i min hjerne slår forkerte signaler gnister og vender mit liv på hovedet. Folk kan bare ikke se min konstante kamp og arene efter kampene. Jeg får hele tiden anfald og skrammer og blå mærker. Og mine led og muskler er i ekstrem smerte, fordi de bliver vredet om og forstrukket af de ret voldsomme anfald.”
(Kilde: Epilepsy Action)