06.10.2011

Regionsformand bød på kaffe

Region Sjælland er parat til dialog med de over 250 demonstranter, som onsdag d. 5. oktober mødte op for at vise deres utilfredshed med nedskæringerne på Epilepsihospitalet.

Som afslutning på den store demonstration, der havde trukket over 250 deltagere fra hele landet, var der møde mellem Regionsformand Steen Bach Nielsen og de fremmødte demonstranter i Regionsrådets sal.  Den dialog regionen gerne ville deltage i, blev en timelang ophedet debat om ansvaret for de nedskæringer som nu fører til at 1.618 patienter får aflyst deres behandling resten af året, at 100 ansatte bliver fyret og at 2 afdelinger, som har helt unikke behandlingstilbud, der ikke findes andre steder i Danmark, nedlægges. Afdelingerne behandler udviklingshæmmede voksne med epilepsi og unge under 25 med epilepsi.

Havde Steen Bach Nielsen forventet forståelse for, at Region Sjælland på vegne af alle 5 danske regioner har lukket pengekassen overfor Epilepsihospitalet resten af året, tog han grundigt fejl. Ikke mange af de fremmødte demonstranter viste accept af forklaringen om, hvorfor Region Sjælland ifølge Steen Bach Nielsen ikke selv havde andel i, at Epilepsihospitalet nu skærer ned.

Enighed mellem demonstranter og Steen Bach Nielsen kom der ikke, men siger Landsformand for Epilepsiforeningen Lone Nørager Kristensen… ”det kan man heller ikke forvente. Regionen har nu mødt et stort antal patienter. Ud fra drøftelserne er jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt Region Sjælland reelt forstår, hvad det er for særlige faglige kompetencer de patienter, som går på Filadelfia, har brug for, hvis de skal opnå en ordentlig behandling af deres epilepsi. Steen Bach Nielsen lover, at patienterne nok skal få behandling på Filadelfia, hvis der er lægefaglig begrundelse for det, men det i sig selv afspejler en mangel på forståelse af, at det netop er på grund af lægefaglige vurderinger på regionernes egne neurologiske afdelinger, at patienterne er henvist til Filadelfia.”

”Set i lyset fra dagens ”dialog” giver hele det politiske spil omkring Epilepsihospitalets nedskæringer slet, slet ikke mening i patienternes øjne. At patienterne føler sig taget som gidsler i et regionalt politisk spil er kun alt for let at forstå! Demonstrationen har med al tydelighed vist, at patienterne og Region Sjælland har helt vidt forskellige opfattelser af virkeligheden. Desværre er det patienterne, som sættes i en særdeles alvorlig klemme, fordi Epilepsihospitalet og Region Sjælland kun har talt sig længere og længere væk fra hinanden. Derfor har vi fortsat ikke den store tiltro til at parterne finder en løsning, og derfor er det meget, meget glædeligt at Astrid Krag som ny minister nu lover at gå hurtigt ind i sagen. Hvis ikke hun kan løse problemet står det slemt til for epilepsipatienterne”, afslutter Lone Nørager Nielsen.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev