01.06.2010

Sammenhold

”I betyder alt i livet og vi er glade for jer. Lad os lege i livstræets krone, lad os føle at livet er stort, lad os skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port”.
Med disser poetiske vendinger blev Dansk Epilepsiforenings landsmøde 2010 sunget i gang. Højt og flot.
Jeg deltager i mit første landsmøde denne lørdag d. 29. maj. En række oplevelser og indtryk gør særligt indtryk på mig og har lagret sig solidt i min indre harddisk. ”Vi skal stå sammen som forening”, var et af de vigtigste budskaber, som kom frem i de forskellige beretninger på landsmødet i Odense. Jeg sad og fik et flash back til time outs i sportens verden. Her kan tilskueren, hvad enten han nu står i hallen eller sidder hjemme i sofaen, registrere sammenhold mellem spillere og strakte hænder, når holdkaptajnen minder sit hold om, hvorfor de deltager: ”hvad kæmper vi for”, hvortil holdet med én mund råber: ”sejr!”
Det gør vi også i Dansk Epilepsiforening. Vi kæmper for en fælles sejr for medlemmerne og for foreningen. En sejr, som skal gøre foreningen synlig ude i landskabet, og en sejr, som skal danne fundamentet til de bedste vilkår for mennesker med epilepsi og deres pårørende.
Jeg lytter med stor interesse til formandens og kredsenes beretninger. De fortæller om fælles udflugter, netværk, aftenarrangementer og meget andet. Ungdomsudvalget elsker deres årlige sommerlejr, det er nemlig her, de finder venner for livet og et rigtig godt og varigt sammenhold. Venner og sammenhold er vigtige og afgørende ingredienser for sejr.
Landsmødet – set og oplevet som førstegangs deltager – bød på det hele: et fantastisk sammenhold i og på tværs af kredse, venner, udveksling af erfaringer, historier – og kæmpe bifald og skulderklap til det store arbejde og den ånd, som bliver lagt i arbejdet ude i kredsene.
Traditionen tro slutter landsmødet med en landsmødeudtalelse, som landsformanden læser højt. Landsmødeudtalelsen anno 2010 giver genklang ude i den store (medie)verden. Radio, tekst-tv og netaviser – de var der alle sammen.
Det giver god mening at arbejde for en levende og aktiv forening sammen med en masse herlige mennesker.
Lotte Vinther Andersen, sygeplejerske

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev