Skal vi spare? OK, men lad os så spare på det rigtige!

14.04.2011

Det er en underlig debat der aktuelt kører om ”det dyre specialiserede sociale område”.

Kort fortalt mener kommunerne – med Ikast Brande Borgmester Kissmeyer som forsanger – at ”de handicappede” er alt, alt for dyre i drift. Der skal derfor spares på ”de handicappede”, så kommunernes mangel på penge ikke skal gå ud over f.eks. pensionisterne eller skolebørnene.

På den anden side oplever man f.eks. socialrådgiverne, som konstant og gennem lang tid har sagt, at der bliver mindre og mindre plads til at lave et fagligt ansvarligt arbejde, når alt skal diagnosticeres, dokumenteres og kontrolleres før man social-fagligt får lov til at se på, hvilken indsats der kan være den rigtige over for en borger med et specialiseret behov. I stedet for at se, anerkende og vurdere den enkeltes problem og behov, skal alt først kategoriseres i et rigidt kontrol-system, hvilket dels gør den mulige indsats mindre nuanceret i forhold til det behov, der skal imødekommes, og dels tager længere tid.

Spørger man ”de handicappede” selv er der ingen, som har oplevet forbedringer de seneste mange, mange år. Tværtimod tegner brugerne af de sociale ydelser et trist billede af dalende kvalitet, øget kontrol og mindre selvstændighed til at træffe egne beslutninger om eget liv!
Så hvorfor, må man spørge, er udgifterne stigende?

Er der kommet flere med handicap?

Kan det være, at ”de handicappede” blevet mere (alt for) krævende?
Eller ligger en mulig forklaring i at det kommunale system selv – med krav om papir og dokumentation før en hvilken som helst lille indsats – er den væsentligste årsag til udgifternes ”himmelflugt”.

Kissmeyer repræsenterer det kommunale system, og ser derfor ”splinten i den andens øje”, snarere end ”bjælken i sit eget”: Udgifterne løber løbsk, siger han, derfor skal der skæres på ydelsen til ”de handicappede”.

Jeg siger: Systemet løber løbsk! Det er fair nok, at vi i både stat og kommuner har behov for at spare penge. Men så lad os spare intelligent. Lad os lave innovative besparelser nedefra – fra dem der vurdere hvad der er op og ned på et givent behov. Lad os spare ved at vise tillid til ”de varme hænder”, som træffer afgørelserne i kontakten med borgeren og på basis egen faglighed og borgerens behov. ”De varme hænder” er såmænd ikke mindre økonomisk ansvarlige end så mange andre og kan godt finde ud af at sætte grænser for ”de handicappedes” adgang til kommunekassen. Lad os spare ved at fjerne den megen kontrol, den megen kontrol af kontrollen, og de alt for mange ”kolde hænder” i socialforvaltningerne, som på bekostning af ydelsernes kvalitet, borgerens medindflydelse og personalets faglighed driver udgifterne til det specialiserede sociale område i vejret!

Af Landsformand Lone Nørager Kristensen