Skat. Et ord som enten afføder søde tanker, eller potentielt frygtelige mareridt. I denne klumme starter jeg med den sidste betydning og slutter med den første.
Jeg kan konstatere, at jeg bliver en af vinderne i den netop indgåede skattereform. Og desto mere jeg arbejder, desto mere vil jeg få ud af det.
Nu er jeg selvfølgelig langt fra noget særligt, men landet ligger nu engang sådan, at jeg i forvejen arbejder på fuld tid. Og jeg har ikke umiddelbart tænkt mig at supplere min indtægt med et job mere ved siden af – hvis jeg da ellers kunne finde det.
Jeg render vist nærmere rundt med en kronisk dårlig samvittighed over al den tid jeg allerede nu tilbringer væk fra ungerne og min bedre ½-del. Det er jeg vel næppe alene om?
Den anden dag talte jeg så til gengæld med en af de som har trukket en nitte i det store skattelotteri. Det var en mor som ringede angående hendes datter – en ung udviklingshæmmet pige. Datteren var netop flyttet hjemmefra i et fint nyt botilbud etableret efter servicelovens bestemmelser.
For hendes konkrete økonomi så virkeligheden sådan her ud hver måned: Hun har pt. udgifter til huslejen (8.300) og de faste udgifter (mad, vask og rengøring) 4.300 kr.
Indtægtsmæssigt var hun tilkendt en førtidspension på 11.800 og dette blev suppleret med boligsikring på 2.600 kr.
Det giver hende månedligt restbeløb på 1.800 kr., hvoraf hun selv afholder udgifter til medicin, tøj, aktiviteter, transport, ferier, opsparing, lommepenge samt de altid berømte ”uforudsete udgifter”.
Denne unge kvinde har kun i ganske begrænset grad mulighed for at etablere en indtægt til at supplere sin førtidspension. Og hendes mulige valg af en anden egnet og billigere bolig, er reelt ikke eksisterende.
Hun kan fra 2016 se frem til en lavere regulering af førtidspensionen end hidtil. Fremadrettet vil reguleringen nemlig følge forbrugerprisindekset, som i øvrigt udgør et gennemsnit og altså ikke tager afsæt i de ret forskellige livsbetingelser man kan have som et ungt udviklingshæmmet menneske med udsigt til livslang offentlig forsørgelse og støtte.
Jeg vover det ene øje og synes, at ovennævnte unge kvinde kører på et ret stramt budget, hvor der ikke er råd til de store udskejelser; primært på baggrund af hendes markant høje boligudgift. Det kan godt løbe rundt, men hun er konsekvent dybt afhængig af en lang række udefrakommende faktorer, som hun ikke har en kinamands chance for at påvirke: overførselsindkomsternes størrelse, udviklingen af øvrige offentlige tilskud, kommunale servicestandarder, botilbuddets indhold osv. osv.
De eneste to reelle faktorer, som hun selv kan gøre noget ved er vel enten at finde et job eller finde en kæreste. Jeg vil håbe begge ting lykkes for hende, men afsættet til at ”gøre noget” er unægtelig et ganske andet end de fleste som læser denne blog. Også de fleste politikere og embedsmænd, som i aftaleteksten charmerende har forudsat at: ”En afdæmpet regulering øger den økonomiske gevinst ved beskæftigelse frem for at modtage overførselsindkomst”
No shit – Sherlock…! Det er vel her at makroøkonomisk teori kolliderer med mikroøkonomisk social virkelighed?
Lad os håbe at politikerne husker at statistiske gennemsnit er netop det. Gennemsnit. Og at der findes andre virkeligheder. I dette tilfælde især for nogle af de allermest ”velfærdsafhængige” borgere.
Nu er reality-TV jo ret populært, så da jeg sad og skrev denne blog fik jeg en idé. Jeg kan nemlig se konturerne til et nyt koncept: ”Luksusfælden – nu med udviklingshæmmede”, hvor de to stærkt realitets-testede selvbestaltede eksperter gennemhegler dagligdagen og økonomien for Louise på 26 med en tilsvarende IQ.
Her bliver Louise stærkt kritiseret for sine uøkonomiske valg af: tøj, indholdet i madpakkerne til arbejdsdagen på det beskyttede værksted, Colamærker, tandproteser, Kandis CD´er, dæk til hendes rollator, Marabou chokolade samt fravalg af kopimedicin.
De to udsendte økonomiske nøddeknækkere slutter efter en – såkaldt – genopretningsplan af med at give Louise og Louises kontantpædagog to fribilletter til Sølund Festivalen, tilhørende øl kuponer, telefonnummeret til DSB´s handicapservice samt udsigt til at være gældfri i løbet af 30 år….!
Louise fælder afslutningsvis en tåre, da hun savner ord. Ja, faktisk har hun ikke noget sprog…..
Kan I se det for jer?
Jeg kan ikke helt gennemskue hvor ”hyggen” bliver af for vores unge udviklingshæmmede kvinde…? Men nu vil jeg køre hjem i min nye bil til min familie, sidde på terrassen i mit hus med tilhørende pæn friværdi, drikke mig at glas god kølig Chablis med min helt egen Skat, og tænke at ”….de fattige sgu er så kedelige, de burde smile noget mere…” (citat Rytteriet)
Skål og velbekomme….
Af Per Olesen, socialrådgiver
29.06.2012
”Skat; der er kølig hvidvin på terrassen..…!”
02.10.2024