Slug en (bro)pille

18.01.2011

Det nye regelsæt for tabt arbejdsfortjeneste trådte så i kraft her 1/1 2011. Det blev så en af den slags julegaver man gerne havde været foruden. Og som desværre ikke kan byttes.

Jeg synes det har været et – rent ud sagt – mærkværdigt forløb, hvor alle de fine principper som den handicapkompenserende del af dansk lovgivning hidtil har bygget på, har måttet vige pladsen fuldstændigt for den barske realpolitiske og økonomiske virkelighed.

Og politikere man troede holdt fanen højt, har bukket sig dybt i støvet for en intern kadaver- og partidisciplin.

Et fyndord lyder: ”Follow the money”, men her er det bare svært at se, hvor de her sparede 300 millioner ender…?

Der er også forskel på den måde man prioriterer på.

Jeg læste for noget tid siden i en lille notits laaaaaaangt inde i min daglige avis, at man uden de store sværdslag tilsyneladende havde fundet yderligere 671 millioner til for-projektering af en ny Femern-bro. Og at broen i øvrigt allerede nu kommer til at koste 7,5 milliarder mere end man regnede med. Uden at der er taget så meget som et spadestik….!

Behøves den være så dyr? Kunne man ha´ sparet ”en bropille ekstra” og undgået de andre besparelser på sårbart kød og blod? Eller skal alt nødvendigvis foregå efter en brutal grønthøstermanøvre?

Jeg ved godt at det er en kende naivt når vi taler mikro- og makroøkonomi. Men hjemme hos mig i privaten kigger vi altid på det samlede husholdningsregnskab, før vi kaster os ud i risikable investeringer eller besparelser. Jeg mangler eksempelvis stadigvæk at overbevise min bedre ½-del om de åbenlyse gevinster, der kan være hvis jeg bevilges en ny Iphone.

Men hvis vi er sidst på måneden, forsøger vi altid at prioritere besparelser så det gør mindst ondt på indbyggerne i vores husstand (…og her lander min Iphone langt oppe på listen…..)

Den øvelse er man måske fri for som overordnet samfundsansvarlig eller ansat i Finansministeriet……?

Af Per Olesen, socialrådgiver