Stor interesse for at samle ind til Epilepsiforeningen

 

Private har startet fem indsamlinger til fordel for Epilepsiforeningen. Du kan også være med via foreningen profil på Betternow

Epilepsiforeningen har lavet en aftale med indsamlingstjenesten Betternow og oprettet en konto og et projekt på deres hjemmeside, så folk kan lave deres egne indsamlinger til fordel for Epilepsiforeningens arbejde. Det er der allerede fem personer, der har gjort. Idéen er, at man opfordrer folk i sit netværk til at give et bidrag.

Med Betternow har du – og alle andre – samtidig sikkerhed for at indsamlingen overholder alle de nødvendige regler for indsamlinger.

Du finder Epilepsiforeningens projekt og de aktuelle indsamlinger her

Hvordan opretter man en indsamling?

1.    Gå ind på betternow.org og find et projekt, du vil samle ind til. Tryk på den store ”Start indsamling”-knap og opret din egen personlige indsamling – det tager kun et par minutter.
2.    Del din indsamling med dit personlige netværk via de sociale medier (f.eks. Facebook, Twitter, e-mail).
3.    Din familie, venner og kollegaer kan nu donere penge til din indsamling, skrive en opmuntrende kommentar og hjælpe dig at støtte det projekt du har valgt.

Hvad går pengene til?

Du kan samle ind til Epilepsiforeningens generelle arbejde. Det vil sige, at vi bruger pengene til Epilepsiforeningens arbejde med rådgivning, kurser, oplysningsvirksomhed, sociale aktiviteter, forskning og politisk og faglig dialog.

Hvad har andre gjort?

Lige nu er der tre indsamlinger i gang til fordel for Epilepsiforeningens generelle arbejde, og to indsamlinger er med stor succes afsluttet.

Nanna Lauesgaard har samlet i alt 8.599 kr. ind. Da hun startede indsamlingen skrev som baggrund for, at hun samlede ind til Epilepsiforeningen: ”Arthurs sygdom fylder alt, men heldigvis er der hjælp og information at hente hos Epilepsiforeningen. Derfor ønsker jeg at I, mine venner og familie, har lyst til at støtte Epilepsiforeningens arbejde eller melde jer ind i foreningen.”

En anden indsamlinge, der nu er slut efter at have givet 5.790 kr, blev startet af Sine Johansson. Hun startede indsamlingen for at hjælpe hendes datter Laura, der har epilepsiformen CSWS/ESES: ”Jeg ønsker mere forskning, så de kloge kan blive klogere og hjælpe min datter og alle de andre børn og voksne med epilepsi,” skrev hun ved sin indsamling.

Tina Rehder er også mor til et barn med CSWS, den femårige Liva: ”Måske når der ikke at blive fundet en kur til Liva, men hvis denne indsamling kan skaffe midler til forskning inden for epilepsi området, så andre epilepsi-forældre måske ikke skal igennem samme tab som os, så er min mission fuldført”, skriver Tina.

Den fjerde indsamling er startet af Maj-Britt Sanders, der er mor til 8-årige Isabella: ”Isabella har en svær behandlelig epilepsi og desværre er der ikke nogen af de få præparater som kan prøves mod hendes type for epilepsi, som virker.” Og hun tilføjer:  ”STØT indsamlingen – så vi kan få bedre forhold for børn, voksne og pårørende med epilepsi inde på livet, samt en kur som sender epilepsien på retur.”

Det seneste indsamling blev startet den 17. december. Den er startet af Lene Dalsgaard Engelsted. Hun er også mor til et barn med epilepsiformen CSWS/ESES. Hun skriver blandt andet: ”CSWS/ESES er en forholdsvis ny opdagelse, og der findes kun omkring 100 i Danmark, så derfor mangler epilepsi foreningen støtte til at kunne forske mere i denne, samt alle de mange andre epilepsier, så har du lyst til at støtte et godt formål er deres forening rigtig god.”

(Kilde: Epilepsiforeningen og Betternow)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev