Hvad har Epilepsiforeningen egentlig udrettet i 2018? Her er 11 tal, der siger lidt om det.
Det seneste år har Epilepsiforeningen fået 590 nye medlemmer, så der i dag er 5.365 mennesker og familier, der har glæde af foreningens tilbud. Det seneste år har de mange medlemmer med deres støtte og opbakning blandt andet gjort det muligt at:
- Hjælpe 933 medlemmer og fagfolk med professionelle rådgivningsforløb ved vores erfarne socialrådgiver og sygeplejerske.
- Uddele 710.000 kr. til forskning. Foreningen har med de seneste års uddelinger støttet epilepsiforskningen med i alt 5.500.000 kr.
- Uddele 40.370 kr. i legater til mennesker med epilepsi, som er i økonomiske vanskeligheder.
- Skabe politisk lydhørhed for epilepsiområdet med en høring på Christiansborg i et tæt samarbejde med Dansk Epilepsi Selskab og Filadelfia, og sikret et kæmpe fingeraftryk på det eftersyn af epilepsiområdet, som er foregået i regi af Sundhedsstyrelsen, og som skal danne grundlag for et løft af indsatsen for mennesker med epilepsi.
- Levere viden til de ca. 130.000 mennesker, som årligt besøger foreningens hjemmeside.
- Sende nyhedsbreve med månedens vigtigste nyheder fra epilepsiområdet til 4.062 abonnenter.
- Sprede viden og synlighed om epilepsi ved hjælp af de 9.500 mennesker, der følger foreningen på Facebook eller Instagram.
- Afholde 91 arrangementer rundt i hele landet fra netværksaftener over foredrag og weekendkurser til sommer- og ungdomslejre.
- Udsende tusindvis af pjecer og materialer om forskellige aspekter af livet med epilepsi, som kan bestilles i vores webshop.
- Levere informatørbesøg til en lang række skoler, dagtilbud og institutioner.
- Afvikle året største og mest velbesøgte epilepsibegivenhed i Danmark: Epilepsikonferencen.
Kilde
Epilepsiforeningen. Da 2018 ikke er overstået, stammer et par af tallene fra 2017.