Til te hos en blind

20.05.2014

Af Martin Vinther Madsen, lærer på Børneskolen Filadelfia
Forestil dig at du er til te hos en blind en mørk aften. Pludselig går lyset i lejligheden ud. Nu skal I finde el-skabet og skifte en sikring.
Hvem er nu mest handicappet?
Den historie fortæller jeg som regel, når jeg underviser forældre om de skolevanskeligheder børn med epilepsi kan have.
Historien fortæller os, at et handicap ikke er stationært, men kan virke større eller mindre alt afhængig af omgivelserne eller den situation, den handicappede skal fungere i.
Jo mere viden man kan tilføre de mennesker, der skal have med et handicappet barn at gøre, des bedre kan de møde barnet og tilpasse omgivelserne.
Det lyder ligetil, men alligevel oplever jeg gang på gang i mit arbejde med børn med epilepsi, at det kan være rigtig svært.
Her forleden havde jeg samtale med en mor til en pige med en svært behandlelig epilepsi. Pigen har ikke mange succeser i skolen. Hun ville gerne gå til svømning, og her håbede forældrene så, at hun kunne få lidt selvtillid. Men når man har epilepsi, skal man passe ekstra på med svømning. Et anfald i vandet kan få fatale konsekvenser. Så derfor havde pigens læge vurderet, at der skulle stå en voksen på kanten og konstant holde øje med pigen, mens hun var i vandet.
Pigens mor skrev til svømmeklubben og tilbød at stå vagt på kanten. Da hun intet hørte, mødte hun op sammen med sin pige for at deltage i svømmeundervisningen.
Her blev hun mødt af en instruktør, der bad hende om at forlade bassinkanten. Hun forklarede selvfølgelig sammenhængen, men det ændrede ikke på instruktørens holdning. Her kunne de sandelig ikke have forældre rendende. Men moren var vedholdende og blev stående resten af undervisningen. Efter undervisningen henvendte instruktøren sig igen og fortalte, at alle de andre forældre også ville stå på kanten, hvis hun fik lov. Hvis hun ikke kunne forstå det, blev han nødt til at tage det med til næste bestyrelsesmøde i svømmeklubben. Moren forsøgte igen at forklare nødvendigheden af hendes tilstedeværelse, men åbenbart uden held. Et par dage senere modtog de nemlig et brev med posten, hvor der stod, at pigen ikke kunne deltage i svømmeklubbens undervisning.
Og så er vi tilbage ved blindhed. Instruktøren virker nemlig blind, når han ikke er i stand til at se, at en lille ændring kan medføre, at pigen kan deltage på lige fod med de andre i svømmeundervisningen.
Desværre er dette eksempel ikke enestående og viser, hvor svært det kan være, at rykke lidt ved omgivelserne, så et barn med en funktionsnedsættelse kan rummes.
Men min tro og mit håb er alligevel, at blindhed som instruktørens kan kureres, for den udspringer af uvidenhed. Midlet mod uvidenhed er viden. Med viden følger klarsyn, og klarsyn er det modsatte af blindhed.