Vi hører netop i disse dage og uger, at en af de bedste kure mod den stigende arbejdsløshed er uddannelse. Stort set alle – både politikere og eksperter – skærper tonen om dette budskab. En øget specialisering er vejen frem på alle leder og kanter. For os alle.
Det kan gøre mig helt mut til mode, når jeg læser, at ungdomsarbejdsløsheden tilsyneladende nu igen stiger markant. Eller når jeg læser en analyse fra Arbejderbevægelsens erhvervsråd med dette nedslående budskab: ”Den økonomiske krise har været hård ved det danske arbejdsmarked, og over de næste ti år falder behovet for ufaglært arbejdskraft med op til 190.000 personer, mens efterspørgslen efter uddannet arbejdskraft stiger. Hvis ikke arbejdsstyrkens uddannelsesniveau øges markant og hurtigt, risikerer vi at få lagt en alvorlig bremse på den økonomiske vækst og velstandsudvikling i Danmark.”
Samtidig ryger mine tanker rundt til de som mister deres arbejde for øjeblikket, og hvor der nu venter en toårig dagpengeperiode forude, før kassen lukker i (….to år er i mit verdensbillede ikke lang tid). Og til de som har svært ved at få foden indenfor. Eller til de potentielt mange som kan berøres af de tanker der er fremme om at bremse tilgangen til førtidspension og fleksjob.
For her i disse grupper findes også medlemmer af Dansk Epilepsiforening. Faktisk langt flere end gennemsnittet.
Men førend man forfalder fuldstændigt til tungsind og oplevelsen af at alle verdens ulykker tilsyneladende hagler ned om ørerne på os, må vi tage skeen i udfordringens hånd, og skærpe vores fokus om den enorme opgave som ligger forude.
Det gælder ikke mindst i forhold til børn og unge med særlige behov, hvor uddannelsesudfordringen er åbenbar.
Det er nok et af de elementer jeg synes fortaber sig lidt i diskussionerne for og imod diverse målinger i folkeskolen. For hvad ruster reelt set vores børn og unge til fremtidens arbejdsmarked?
Jeg synes der mangler nogle tanker om hvordan vi hjælper de børn og unge videre som vi ved har og får det svært. Og hvor der tænkes i et fremadrettet perspektiv, hvor de forskellige indsatser bindes sammen.
Det er vores fælles velfærd som er i spil, og det budskab bør i særlig grad smitte af så tidligt som muligt i den uddannelses- og studievejledning man leverer til børn og unge. Og det bør i ganske særlig grad smitte af i forhold til den indsats man løfter for børn og unge med særlige behov.
Men det bør i allerhøjeste grad også smitte af på de forskellige uddannelser og arbejdspladser, som udfordres på deres reelle rummelighed og evne til at fastholde unge med særlige behov.
I det nyeste nummer af medlemsbladet kommer der forskellige bud på hvordan man skaber det bedst mulige afsæt for at unge med epilepsi ikke tabes i uddannelsesrouletten.
Samtidig har vi lavet et tema på hjemmesiden om netop uddannelse. Noget som vi forhåbentligt kan udbygge over tid.
Det manglede faktisk bare for det er en opgave som Dansk Epilepsiforening også skal være med til at løfte…..
Per Olesen, socialrådgiver
