Ungdommen nu til dags…..

Sommerferien er lagt bag mig, og endnu en sæson i Dansk Epilepsiforening ligger foran mig. Det bliver en af de mere usædvanlige, da foreningen har et 50 års jubilæum at fejre.
Selv har jeg været medlem siden 1993 – det har altid været naturligt for mig at være medlem, når jeg nu arbejdede indenfor området; også før jeg blev ansat på min nuværende pind.
Mit medlemsskab er dog skiftet ud med et familiemedlemsskab efterhånden, som der kom kone og afkom ind i min tilværelse. Og hold da helt fest hvor er der dog sket mange ting siden ´93. Jeg bliver helt forpustet ved tanken om, hvor hurtigt tiden egentligt passerer, når arbejdet er vigtigt og vedkommende.
Samtidig har jeg også i privatlivet siden ´93 gennemlevet en stribe milepæle: Jeg er blevet gift, har tabt det meste af mit hår, fået børn, pantsat min sjæl til kreditforeningen ved køb af hus, haft forskellige biler, været igennem en hel del husdyr (….og tilhørende sorgprocesser med ungerne ved dyrenes bortgang), afholdt kobberbryllup og sidst – men ikke mindst – opdaget hvad en buskrydder kan præstere af mirakler i haven når man nu ikke har grønne fingre!
Der er dog også ting som tilsyneladende ikke ændrer sig….
Desto ældre jeg bliver, desto mere begynder jeg nemlig også at forfalde til automat-udsagn som ”….hvor er ungdommen nu om stunder dog anderledes end vi var….”. Det sker typisk i de situationer, hvor jeg ikke længere helt kan følge med – her er det trygt og rart at trække erfaringskortet og sige at ”…..alt var nu bedre i de gode gamle dage….”
Men var det nu også det? Eller har jeg brug for et wake up-call?
 I år fik jeg lidt af en oplevelse, da jeg deltog nogle dage på foreningens sommerlejr for unge i alderen 18-35.
Man skal lede længe efter en mere velorganiseret og velgennemtænkt lejr, hvor deltagerne alle som en har en suveræn uge. Og hvor gruppen af unge arrangører kompromisløst søger at skabe de bedst tænkelig rammer for alle unge deltagere; uanset hvilken baggrund de kommer med. Her er der plads, tid og rum til ALLE.
Jeg kunne virkelig ønske mig at endnu flere unge med epilepsi fik lyst, mod og lejlighed til at deltage i denne lejr, da det giver mening på alle tænkelige måder. Selvom jeg ved det er svært, og at mange skal overskride en grænse for at tage på tur med epilepsiforeningen.
Måske ”dufter” en sommerlejr i foreningen for mange unge – som endnu ikke har prøvet at deltage – for meget af anfald, piller og jammer? Men tager de springet, vil de finde ud af at det netop handler utroligt lidt om sygdom, og meget, meget mere om sjov, spas og samvær af den allerfineste slags.
Så lad os slå en pæl gennem myterne om at alt – også ungdommen – var bedre i gamle dage. De er – mindst – ligeså godt kørende her anno 2012, som vi andre nogensinde har været.
Og det er stærkt opmuntrende at ungdomsarbejdet bobler og syder så godt i denne forening, da nutidens unge er fremtidens frivillige – det giver gode sten at bygge videre på, for denne herlige nu snart 50 årige forening
Af Per Olesen, socialrådgiver