Velkommen til Mads Ravnborg som ny sundhedsfaglig direktør på Filadelfia

13.04.2018

Mads Ravnborg erstatter Helle Hjalgrim som sundhedsfaglig direktør på Epilepsihospitalet

 

Epilepsihospitalet Filadelfia har fået ny sundhedsfaglig direktør, da den hidtidige direktør, Helle Hjalgrim, er tiltrådt som ny administrerende direktør for Amplexa Genetics, en dansk-baseret virksomhed, som arbejder med genetiske analyser, især på epilepsiområdet.

Den ny sundhedsfaglige direktør bliver Mads Ravnborg, der tiltræder sit nye job 1. juli 2018. Mads Ravnborg har bl.a. været formand for Dansk Neurologisk Selskab, og han er aktuelt formand for styregruppen for ”Den neurologiske nationale behandlingsvejledning”. De seneste 10 år har han været ledende overlæge på Neurologisk Afdeling på Odense Universitetshospital. Før det har han haft overlægestillinger på Roskilde Sygehus og tidligere Hvidovre Hospital, Rigshospitalet samt Sclerosehospitalerne. Mads Ravnborg er uddannet læge på Københavns Universitet i 1981 og dr. med. i 1996 indenfor klinisk neurofysiologi

Helle Hjalgrim, som også er formand for Dansk Epilepsiselskab, nåede at arbejde i ti år på Filadelfia. Hun startede som overlæge i 2007, og i 2008 var hun dybt involveret i skabelsen af Filadelfias Forskningsenhed, hvor hun også blev chef. Siden september 2013 har hun været direktør og medlem af direktionen.

Epilepsiforeningen formand Lone Nørager Kristensen udtaler i forbindelse med direktørskiftet: ”Vi har været meget glade for det hidtidige samarbejde med den nu afgåede direktør Helle Hjalgrim, som vi ønsker al mulig held og lykke i det nye job. Og vi ser samtidig frem til at fortsætte det gode samarbejde med Mads Ravnborg, som – set gennem foreningens briller – har fået en uhyre vigtigt opgave som sundhedsfaglig direktør på landets eneste specialhospital på epilepsiområdet Filadelfia. Vi glæder os meget til at se hvilke tanker og visioner han bringer med til bordet; ikke mindst i disse år, hvor der er betydelig politisk fokus på epilepsiområdet. Et stort velkommen skal lyde herfra foreningen til Mads Ravnborg”.

Kilde

Epilepsi Nyhedsbrevet og Epilepsiforeningen