Villy Søvndal taler ud om sin epilepsi

I en indstiksavis i Jyllands Posten fortæller den tidligere toppolitiker og nuværende regionsmedlem om sit møde med epilepsien

 

Den tidligere SF-formand og udenrigsminister og nuværende regionsmedlem i Region Syddanmark Villy Søvndal fortæller i en indstiksavis om sine unge år med epilepsi.

En varm sommerdag, hvor den unge Villy Søvndal hjalp sin far med at rense en grøft på familiens lille landbrug i Linde i Vestjylland, blev Villy pludselig blev meget svimmel. Han skyndte sig ind i huset og smed sig på sofaen, hvor han mistede bevidstheden. Da ham kom til sig selv igen, befandt han sig på hospitalet, hvor lægerne fortalte, at han havde haft et voldsomt epileptisk anfald:

“Oplevelsen var stærkt chokerende for mine forældre. De havde set mig med fråde om munden i enorme kramper, hvor jeg sparkede huden af både mine fingre og fødder. Det anfald blev et punkt, som dramatisk ændrede min tilværelse”, fortæller han til indstikket Hjernen & Nervesystemet – et annonceblad, der har været indstik i Jyllands Posten.

image

Jeg et godt eksempel på, at epilepsi er mange forskellige ting med mange forskellige forløb.

Villy Søvndal

Anfaldet betød at den unge jyde måtte ændre sin livsstil. Han måtte sætte det vilde ungdomsliv på pause og bl.a. droppe alkoholen. Han kom også i medicinsk behandling, hvor han især husker, at medicinen gjorde ham så søvnig, at han måtte tage en fast middagslur.

Villy Søvndal oplevede kun det ene anfald. Og efter to år i medicinsk behandling uden epileptisk anfald, begyndte han at blive trappet ud af medicinen og genoptog nogle af sine aktiviteter fra før anfaldet.

“Jeg et godt eksempel på, at epilepsi er mange forskellige ting med mange forskellige forløb. Det er vigtigt at få fortalt. Da jeg var ung, kunne jeg godt have brugt, at andre med epilepsi havde stået frem og vist, at det er muligt at vende tilbage og leve et ganske normalt liv. Jeg fik sparket benene væk under mig og troede aldrig, at jeg kunne få mit liv, før det epileptiske anfald, tilbage. Så mit råd til unge, der er lettere ramt af epilepsi, lyder: husk, det er ikke verdens afslutning,” siger regionspolitikeren i bladet, der ud over interviewet med politikeren bl.a. har en artikel om behandling af epilepsi med ketogen diæt.

Søvndal med på epilepsiudstilling

Villy Søvndal har før fortalt om sin epilepsiepisode og har også deltaget i en fotovandreudstilling, Epilepsiforeningen lavede for nogle år tilbage. Udstillingen bestod af portrætter af forskellige mennesker, der havde eller havde haft epilepsi. Fotografen Steen Tronsgaard tog det her billede af Villy Søvndal til udstillingen.

Kilde

Hjernen & Nervesystemet, Jyllands-Posten, Hjernesagen og Epilepsiforeningen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev