13.08.2018

Nyt univers gør det lettere for lærere at støtte elever med epilepsi

Hvert sjette barn i folkeskolealderen har en kronisk sygdom. Et nyt onlineunivers skal hjælpe lærere med at støtte de langvarigt syge elever

 

Hvert sjette barn i folkeskolealderen har en kronisk eller langvarig sygdom – det kan for eksempel være epilepsi. Det svarer til, at en lærer i gennemsnit har fire syge elever i klassen, og det kan være svært at håndtere elevernes faglige og sociale udfordringer, derfor har Danske Patienter lanceret et nyt onlineunivers, der skal gøre skolelivet nemmere for elever med kronisk sygdom.

Universet, der hedder Skole for mig og ligger på Danske Patienters hjemmeside, indeholder blandt andet faktaquiz om sygdom, et dialogark om særlige aftaler med eleven og temadage, som skal øge klassens forståelse af, hvordan det er at have en diagnose.

Under temadage er der planer og materialer til en hel undervisningsdag, der giver eleverne indblik i, hvordan det er at have en sygdom på en sjov og lærerig måde. Dagen indeholder konkrete redskaber og lever op til relevante fagmål. Det hele er lige til at downloade og bruge. Der er temadage for 0.-5. klasse og for 6.-9. klasse.

Skole for mig har også samlet den vigtigste lovgivning for skolebørn med sygdom, der gennemgår skolebørn med kronisk sygdoms rettigheder og skolens forpligtelser på områder så som sygeundervisning, medicin i skoletiden, hjælpemidler, behov for særlig støtte og eksamen.

Hjemmesiden har også en række film, der kan vises i skoleklassen eller bare ses, hvis man vil blive klogere. I filmene fortæller børn med forskellige kroniske sygdomme om deres udfordringer. Selv om ingen af børnene har epilepsi, vil mange med epilepsi inde på livet nok kunne nikke genkendende til flere af tingene.

Film

Der er også en film, hvor udskolingslærer og inklusionsvejleder Anna Schram fra Nordstrandskolen i Dragør sætter ord på, hvorfor netop et godt samarbejde med forældrene er så vigtigt, når man skal håndtere de udfordringer børn med sygdom kan have i skolen. Den kan du se herunder.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev