6 tips til gode bøger om epilepsi og andre hjernesygdomme

Vi har spurgt patientforeningerne bag hjerneuge-samarbejdet Hjernen i Fokus om deres yndlingsbog

 

Af Per Vad, pervad@epilepsiforeningen.dk

Hjerneugen er pakket med gode arrangementer rundt om i landet, men hvis du helst vil markere ugen hjemme i lænestolen med en god bog, så er det bestemt også muligt. Der er skrevet masser af god litteratur, hvor livet med en sygdom i hjernen spiller en central rolle. Så uanset om du er til digte, bestsellere, page-turnere, kærlighed, klassikere eller tegneserier, så er her noget for dig.

Vi har spurgt patientforeningerne bag hjerneuge-samarbejdet Hjernen i Fokus om deres yndlingsbog.

Epilepsi

”Det store onde” af David B. Den franske tegner David B. har med ”Det store onde” skabt en hudløs og dybt personlig tegneserie om sin bror, sin familie og sig selv. På overfladen virker familien som alle andre, men da lillebroren Jean-Christophe begynder at få voldsomme epileptiske anfald, ændres deres liv drastisk. De indleder en ørkenvandring af konsultationer for at finde en behandling, men det lykkes ikke og Jean-Christophe er dømt til social stigmatisering.

Hvis en tegneserie ikke lige er dig, så er der mange andre gode bøger med epilepsi som tema. Epilepsiforeningen anbefaler for eksempel også Elsa Morantes ”Historien”, hvor drengen Useppe har epilepsi og dør meget ung i status epilepticus. Han har nedarvet sygdommen fra sin mor, der har undfanget ham, da hun blev voldtaget af en tysk besættelsessoldat, der misforstod det epileptiske anfald, hun fik under samlejet, som en voldsom orgasme.

Og for nylig udkom børne- og spændingsbogen ”Anfald og Tryllestøv” af Martin Vinther Madsen, der handler om Frederik, der har en lillesøster med epilepsi og drager ud for at finde en kur.

Parkinson

“Korrektioner” af Jonathan Franzen er en underholdende og kompleks roman, som sætter fokus på den moderne familie og gamle over for nye tider. Den handler om kvinden Enid, der i næsten halvtreds år har passet og plejet sin familie, men pludselig begynder det hele at gå op i limningen. Hendes mand, Alfred, er blevet ramt af parkinson, mens de voksne børn er ramt af enten depression eller arbejdsløshed. Enid føler sig nødsaget til at gøre noget, og derfor arrangerer hun en traditionel julefest i St. Jude for familien. Men vil det hele forløbe efter planen?

Cerebral parese

“Nike” af Casper Eric. Casper Eric, der bl.a. er vinder af Michael Strunge-Prisen, har selv cerebral parese, og hans handikap spiller en central rolle i hans digte. ”Nike” er ét langt digt, hvor forfatteren med udgangspunkt i sin cerebral parese, der gør at han halter, sætter stigmatiseringen af den anderledes fremtoning i spil og problematiserer ’det anderledes’ fra forskellige vinkler.

Alzheimer

”En fortælling om at glemme” af Stefan Merrill Block har Alzheimer som sit tematiske omdrejningspunkt. Historien udfoldes i to spor: På en gård i Texas kæmper den gamle eneboer, Abel Haggard, mod urbaniseringen, der kryber ind på hans gård og liv, men det er svært at holde fast i fortiden og nostalgien, når man får Alzheimer. Et andet sted i Texas sidder den 16-årige Seth Waller, hvis mor har fået Alzheimer og er kommet på plejehjem. Den intelligente, men ensomme og lidt socialt handicappede teenager kaster sig ud i at ville opspore sin mors familie for at blive klogere på den særlige afart af Alzheimers, hun lider af.

Blodpropper og andre erhvervede hjerneskader

”Du forsvinder” af Christian Jungersen er en djævelsk og filosofisk kærlighedsroman. Mia er lærer. Frederik leder en privatskole. På en ferietur til Mallorca med deres sekstenårige søn begynder Frederik at opføre sig underligt. Det viser sig, at han har en hjernesvulst, der gradvist har ændret hans personlighed. Mia må nu beskytte sig selv og deres søn mod det afstumpede og fremmede væsen, der bor i hendes mands krop. Da Frederik afsløres i et millionbedrageri, begynder et spil om skyld og ansvar, for er den skyldige ham selv eller hjerneskaden?

”Broderparten” af Joan Dansberg. En dag finder Maria ud af, at hendes hjerneskadede og demente mand, Bjørn, ikke blot er på besøg hos sin bror, men at han er blevet bortført. Maria bliver herefter bombarderet med beskyldninger, om at hun vil slå sin mand ihjel og har forsøgt at tilrane sig magten i firmaet. Bag beskyldningerne står Bjørns bror, Stefan, der prøver at overtage Maria og Bjørns firma.

Kilde

Hjernen i fokusAlzheimerforeningenCP DanmarkHjernerystelsensforeningenHjernesagenHjerneskadeforeningenParkinsonforeningen – Epilepsiforeningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev