Bag enhver arv ligger der en rørende livshistorie. Her er en af dem

13.09.2021

Hvorfor betænker nogle mennesker Epilepsiforeningen i deres testamente? Hvad er det for et liv, de har levet? Den slags ved man for det meste ikke. Men heldigvis har vi fået en chance for at fortælle Lisbets og hendes families historie

 

Hvert år er der mennesker, der har betænkt Epilepsiforeningen i deres testamenter. I sagens natur er der mange af disse dejlige mennesker, som man først hører om, når de er borte, og man ikke har mulighed for at sige dem hjerteligt tak. Og tit lærer foreningen heller ikke personernes historie at kende.

En af dem, som har betænkt Epilepsiforeningen, er Birthe Gunhild Christiansen, som var mor til en voksen datter med epilepsi. Datteren med epilepsi hed Lisbet. Hun gik bort et år før moderen, men storesøsteren – Ingrid Abrahamsen – lever stadig. Og hun har fortalt os sin mors og epilepsiramte lillesøsters historie.

Faldt ned på jernbaneskinnerne

Lillesøsteren Lisbet, der blev født i 1957, fik epilepsi som treårig og var resten af livet plaget af krampeanfald, absencer og anfald, hvor hun uden bevidsthed foretog sig underlige ting.

image

”Hver gang telefonen ringede, frygtede jeg, at det var fra et hospital”

Ingrid Abrahamsen

”De seneste år blev det til nogle væmmelige anfald, hvor hun med vilde øjne løb uden at sanse, hvor hun løb hen og sagde mærkelige lyde. Det værste var, da hun i et anfald faldt ned på jernbaneskinnerne på Nørreport. Heldigvis var der nogle snarrådige personer, der fik hende hevet op”, fortæller Ingrid Abrahamsen om sin lillesøster.

Ingrid var altid bange for at være alene med søsteren og hele tiden vogte på tegn, der kunne betyde, at et anfald var på vej. Og bekymringen for søsteren forsvandt aldrig: ”Hver gang telefonen ringede, frygtede jeg, at det var fra et hospital, og at min søster var blevet indbragt, og at jeg skulle ind og hente hende mere eller mindre forslået.”

Hele sit liv fik Ingrids søster store mængder medicin, der bl.a. ødelagde hendes tænder: ”Hun har altid gået ude på Tandlægehøjskolen, hvor de har holdt øje med hendes tænder. Hun var det mest omhyggelige menneske med sine tænder, jeg har kendt. Hun kunne bruge flere timer på at børste dem, bruge tandtråd og bag efter en rød tyggepille for at se, om det var godt nok”, fortæller Ingrid.

Savnede en kæreste

På grund af gentagende anfald og kognitive udfordringer havde Lisbet det svært på arbejdsmarkedet og fik på et tidspunkt tilkendt førtidspension. Men det var ikke med hendes gode vilje, fortæller Ingrid: ”Hun var ked af ikke at have et rigtigt arbejde som andre. Hun følte sig jo ikke anderledes. Hun fungerede jo fint. Hun havde bare et lille handicap, men det betød da ikke noget, sagde hun altid.”

image

”Ham, hun var rigtig glad for, mødte hun i Epilepsiforeningens ungegruppe”

Ingrid Abrahamsen

”Hun var meget selskabeligt anlagt, og der skulle helst ske så meget som muligt. Min søster gik til mange foredrag og var aktivt medlem af Fodslaw og folkedans m.m., men savnede en der ville gå med hende til diverse oplevelser”, fortæller Ingrid, der er ked af, at hun ikke deltog i flere af søsterens aktiviteter:

”Hun kendte mange, men havde ikke rigtig nogle der var tætte veninder. Det var hun meget ked af, ligesom hun var ked af ikke at have nogen kæreste. Ham, hun var rigtig glad for, mødte hun i Epilepsiforeningens ungegruppe, men han døde desværre tidligt.”

Hjælp til mennesker som Lisbeth

Lisbeth døde for tre år siden af brystkræft. Hun var meget syg de sidste år og havde svært ved at trække vejret, men hendes ukuelige livsvilje holdt hende i gang, fortæller storesøsteren: ”Vores mor, som var blevet 88, passede hende de sidste år. Og da Lisbet var død, var min mor ked af det, men sagde samtidig, at hun også var lettet over ikke at skulle frygte, hvornår Lisbet fik det næste anfald.”

Moderen døde et år efter datteren, fortæller Ingrid: ”Vores mor har testamenteret nogle penge til Epilepsiforeningen, som vi håber kan være med til at hjælpe til, at mennesker som min søster kan få hjælp og glæde i deres liv og ikke føler sig ensomme og anderledes.

Kilde

Epilepsiforeningen. Du kan læse om mulighederne for at betænke Epilepsiforeningen her