Birgit fik epilepsi i en sen alder: ”Jeg sætter mere pris på livet end mange andre i min alder”

25.08.2020

81-årige Birgit sagde ja til at lade sig interviewe, fordi hun synes, hun har et positivt budskab. Hun er et godt eksempel på, hvordan man kan leve et aktivt og rigt liv hele livet og til og med ende med at blive fri for anfald

 

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

Da jeg skulle finde et par personer at interviewe til bladets tema om det at være ældre med epilepsi, forslog Epilepsiforeningens sygeplejerske, Lotte, at jeg prøvede at kontakte Birgit Øster Larsen: ”Jeg kender hende fra Rådgivningen. Hun er en rigtig frisk ældre kvinde, som har en god historie.”

Hendes osteoporose blev konstateret, efter at hun flere gange var faldet i forbindelse med anfald og havde haft brækket både halebenet, anklen og håndleddet, fortæller hun mig, da jeg besøger hende i hendes lejlighed i Helsingør:

”Min kusine sagde til mig: ’Birgit, det kan ikke være rigtigt, at hver gang du falder, så brækker du noget.’ Så gik jeg til lægen og sagde, at jeg gerne ville undersøges for knogleskørhed. Han svarede: ’Njar, det er nok bare tilfældigheder.’ Men jeg fastholdt, at jeg gerne ville undersøges. Så kom jeg til Hillerød og blev scannet, og så sagde de. ’Det var vel nok godt, at du kom.’”

image

Mit liv har været bedst efter, at jeg blev 70 år og blev fri for anfald.

Birgit Øster Larsen

Birgit forstår ikke, hvorfor der ikke er mere opmærksomhed på, at det kan være epilepsimedicinens skyld. ”Nu var jeg nede og købe medicin i går, og så læste jeg indlægssedlen igennem. Og der står ikke noget om knogleskørhed.”

I dag får hun behandling for knogleskørheden og går til varmvandstræning og holder sig i form ved for eksempel at prøve at gå 8.000 skridt om dagen. Hun holder styr på skridtene med en app, som hun viser mig på sin mobil: ”Det bedste resultat er den der. Der gik jeg 101 kilometer på en måned.”

Possitiv

Der er måske nogle ældre mennesker, der ser på det at blive gammel som noget halvtrist. Sådan har Birgit det ikke. Og da hun sagde ja til at blive interviewet, var det fordi hun synes, hun har et positivt epilepsibudskab:

”Hvis jeg skulle komme med et budskab, så ville jeg holde på at mit liv har været bedst efter, at jeg blev 70 år og blev fri for anfald.”

image

Mange mennesker har misforstået det, og somme tider har de troet, jeg var fuld eller sådan noget

Birgit Øster Larsen

Hun fik, uden at man ved hvorfor, epilepsi som 55-årig. Det var hendes kollega på hovedkontoret i Tivoli, der først bemærkede, at noget var galt.

En dag kom nogle af Birgits bekendte fra Jylland forbi for at hilse på hende på arbejdet: ”Dagen efter sagde min kollega til mig: ’Birgit, jeg synes det var pinligt, at du slet ikke reagerede’ Jeg svarede: ’Jamen, de kom jo slet ikke.’ Så var jeg gået ud for at hilse på dem og ved ikke, hvad der var sket, for jeg havde bare sat mig ind igen. Der blev jeg klar over, at der var noget, der var skingrende skørt.”

Birgits anfald var for det meste anfald, hvor hun blev fraværende eller uden at være bevidst om, at hun foretog sig mærkelige ting. For eksempel fik hun et anfald, mens hun sad i toget på vej til at besøge en niece. Da Birgit kom til sig selv, var hun stået af på en station på vejen og havde efterladt sin jakke og pung i toget, der var på vej mod København;

”Det har været et problem, for mange mennesker har misforstået det, og somme tider har de troet, jeg var fuld eller sådan noget.”

Hun har også været ude for, at folk ikke nænnede at sige til hende, at hun havde haft et anfald: ”Folk er hensynsfulde på en forkert måde”, siger hun og fortæller om en gang, hvor hun var til et møde i andelsforeningens festudvalg, hvor hun bagefter fandt ud af, at hun havde haft et anfald, men de andre deltagere havde ikke kunnet lide at sige det til hende.

Genfandt kærligheden som 79-årig

”Epilepsien har fyldt meget i mit liv. Jeg har haft mange anfald,” siger hun. Men hun har også tilpasset sig sygdommens begrænsninger. For eksempel har hun brugt sine ferier på højskoleophold:

”Jeg har ikke synes, at jeg kunne rejse på chartertur og den slags ting. Men når jeg bestilte et højskoleophold, kunne jeg fortælle, at jeg havde epilepsi, men ikke skulle på hospitalet – jeg ville komme til mig selv igen. Og jeg har haft anfald nogle gange, men det har ikke været et problem.”

image

Sådan er det jo med os ældre; vi får ikke altid sagt fra og sagt til. Vi er lidt for autoritetstro.

Birgit Øster Larsen

Efter 15 år med mange anfald og en uvirksom behandling, der gav mange bivirkninger, tog hendes datter hende med til Epilepsihospitalet Filadelfia for at få gjort noget ved det: ”Hun sagde til lægen: ’Ja, min mor har jo gået i flinkeskolen.’ Og sådan er det jo med os ældre; vi får ikke altid sagt fra og sagt til. Vi er lidt for autoritetstro.”

På specialhospitalet lykkedes det at finde en medicinering der nu har holdt hende anfaldsfri i ti år. Hvilket hun er meget taknemmelig for: ”Jeg sætter mere pris på livet, end mange andre på min alder,” siger hun fortæller om sit meget aktive liv.

Lige siden hun som ung så et billede af Matisse, har hun interesseret sig for billedkunst, og nu bruger hun flittigt sit årskort til Louisiana. Hun læser også meget og er lige for tiden i gang med Hanne-Vibeke Holst’s pandemi-thriller ”Som pesten.”

Når hun ikke suger til sig af kulturens gaver, giver hun gaver fra sig gennem sit frivillige arbejde, hvor hun blandt andet strikker tøj til de hjemløse på Stubben i Helsingør: ”Til jul fik de sokker, alle dem der boede der.”

Glæden ved højskoleophold hænger også ved. Og for to år siden mødte hun under et af opholdene på Rødding Højskole en mand med mange af de samme interesser som hende – for eksempel er de begge fra landet og går begge i kirke. I dag er de to kærester, og som hun siger:

”Man skal aldrig give op.”

Kilde

Artiklen har været bragt i Epilepsiforeningens blad ”Epilepsi nr. 3, 2020