24.01.2023

Børnebog om Olivia, der har en mor med epilepsi

Camilla Wallin Hansens nye højtlæsningsbog, ”Mandage med mor”, giver mulighed for at tale med børn om de følelser, der kan følge med, når et familiemedlem får epilepsi. Bogen kan fås gratis på flere behandlingssteder

Camilla Wallin Hansen med datteren Mona og ”Mandage med mor”. Mona har epilepsi og har inspireret moderen til hendes to bøger om livet med epilepsi. Foto: Epilepsiforeningen

”Åh nej, har hun fået anfald igen? Det begynder at rykke i mors krop.

Olivia mærker en knude i maven. Hun skal samle alt sit mod, før hun løber derud.

På vejen er hun ved at støde ind i Sarah. ”Hov hvor skal du hen?” hører hun Sarah råbe. ”Det er min mor,” når Olivia lige at gispe, inden hun er ude af stalden.”

Sådan lyder et af de mange gribende afsnit i Camilla Wallin Hansens højtlæsningsbog ”Mandage med mor”.

Spørg efter bogen hos din behandler

Bogen for børn mellem 7 og 9 handler om Olivia og hendes familie, hvor moderen får epilepsi, hvilket sætter gang i bekymringer og spørgsmål hos Olivia og hendes bror Emil. Det er spørgsmål, som mange børn sikkert stiller sig, hvis et familiemedlem får epilepsi.

Og bogen giver mulighed for at tale med børn om de følelser, der kan følge med, når barnet har en mor, far eller en anden nær pårørende med epilepsi.

”Mandage med mor” er illustreret af Lasse Voss, der også stod bag tegningerne til Camilla Wallin Hansens første højtlæsningsbog om epilepsi – ”Møgmonsteret”. I den var det pigen Rosa, der fik epilepsi og bogen var målrettet børn, der får diagnosen epilepsi.

Begge bøger er gratis og man kan spørge efter dem på hospitalet hos sin behandler.

”Mandage med mor” er udgivet i samarbejde med Eisai DK og Epilepsiforeningen og med støtte fra Eisai Dk

Kilde

”Mandage med mor”

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev