Epilepsi kan give tandproblemer: Sådan passer du på tænderne

Der kan forekomme flere typer tandproblemer i forbindelse med epilepsi eller epilepsibehandling. Hvordan kan man forebygge skaderne? Og kan man få støtte til behandlingen?

 

Epilepsi og behandlingen af sygdommen kan give forskellige typer af tandproblemer. Hvad er det for problemer? Hvad kan man selv? Og kan man få økonomisk støtte til tandbehandling? Det er de tre spørgsmål, vi prøver at besvare her. Til det brug har vi bl.a. kigget i Norsk Epilepsiforbunds pjecer om  tandproblemer, der er skrevet af specialtandlæge dr. odont Kari Stohaug og overtandlæge Tove Wigen fra Oslo Tannhelsetjeneste.

Tandskader ved fald

Epileptiske fald er en oplagt årsag til tandskader. Fortænderne kan blive beskadiget, hvis man slår dem mod bordkanter eller lignende i forbindelse med et fald, og der kan komme revner eller brud. Nogle brud kan ses med blotte øjne, men hvis revnerne og brudene er i tandrødderne, kræver det en røntgenundersøgelse.

Folk, der får slag mod hagen, kan få revner og brud på kindtænderne, fordi tænderne bliver slået hårdt mod hinanden. Ved fald med stor kraft kan tænderne også blive slået ud eller gå løse.  Og hvis det er et meget stort krampeanfald, kan der komme frakturer i kæbebenet.

Hvis tænderne er beskadiget under anfald, eller man har mistanke om skader, er det vigtigt at få skaden undersøgt af en tandlæge hurtigst muligt. Tandlægen skal helst tage røntgenbillede for at lede efter skader.

Hul i tænderne

Ifølge visse undersøgelser har mennesker med epilepsi større tendens til at få huller i tænderne end andre. Men der er også undersøgelser, der ikke har fundet nogen forskel, skriver Epilepsiforbundet i deres pjece.

Hvis mennesker med epilepsi oftere får huller i tænderne end andre, kan der være flere forklaringer. For eksempel reducerer epilepsipræparater som Tegretol, Fenemal og Trimonil spytproduktionen, hvilket øger risikoen for huller. Flere af de anfaldsbrydende præparater giver også mindre spytproduktion – det gælder for eksempel benzodiazepiner som Stesolid. Endelig findes der stadig miksturmedicin, der indeholder sukker.

Ved mistanke om mundtørhed, der også kan give sår i slimhinderne, bør tandlægen tage en spytprøve for at måle graden af ​​mundtørhed. Mundtørhed kan behandles.

Hævet tandkød

Det gamle epilepsipræparat Phenytoin får ofte tandkødet til at hævet, blive tyk og “bølget”. Nogle gange bliver tandkødet så stort, at det vokser over tænderne. Hver anden patient, der behandles med Phenytoin, oplever den slags bivirkninger.

Det hævede tandkød kan gøre det svært at børste tænderne helt rene, og dermed øges risikoen for hulrum og betændelse i det allerede hævede tandkød.

Problemet ses hyppigst hos børn og unge og sjældnere hos voksne. Hos børn kan det hævede tandkød gøre det svært for nye tænder at bryde ud.

Hævet tandkød kan forebygges med grundig tandrensning morgen og aften.

Problemer med løse proteser

Tandproteser kan være et dårligt valg hos voksne med epilepsi. Prøv derfor at passe på dine egne tænder, så proteser ikke er nødvendige.

Regelmæssig kontrol og forebyggende behandling af en tandlæge vil i høj grad gøre tandudtrækning unødvendig.

image
Hvad kan du selv gøre?
  • Brug flourtandpasta, der styrker tandemaljen
  • Reducer sukkerindtag
  • Vær forsigtig med tandrensning
  • Gå til tandlægen jævnligt. De fleste, der har epilepsi med anfaldsproblemer, anbefales at gå til kontrol en-to gange om året.
  • Fortæl tandlægen hvis du eller dit barn har epilepsi. Tandeftersynet og -behandlingen bliver mere optimal, hvis tandlægen kender til anfaldstypen og medicinen.

Dækning af udgifter

Afhængigt af din situation, kan du eventuelt få hjælp til dækning af tandskader. Hjælpen vil dels afhænge af om skaden er opstået i forbindelse med anfald, og dels af dine økonomiske forhold.

Du kan få økonomisk støtte efter Sundhedslovens §135 stk. 2 til tandproteser i tilfælde af funktionelt ødelæggende eller vansirende følger af skader på tænder, mund eller kæber, der er opstået ved et epileptisk anfald.

Hvis du ikke kan få støtte til dine udgifter til tandbehandling efter Sundhedsloven og heller ikke har andre muligheder for at få betalt behandlingen, f.eks. gennem en forsikring, er der mulighed for at søge kommunen om tilskud til behandlingen, hvis du ikke har midler til selv at betale for nødvendig behandling.

Du kan læse mere om støttemulighederne her. 

Kilde

Epilepsi og tannhelse” (pdf). Og ”Epilepsi og tanhelse – Råd og rettigheder” (pdf)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev