04.03.2021

Epilepsiforeningens formand: ”Ingen skal være alene med epilepsi”

”Helt generelt og uanset alder kender vi alt for godt den ubehagelige ensomhedsfølelse, som også ses på epilepsiområdet”, skriver Lone Nørager Kristensen i dette indlæg, der har været bragt som leder i bladet ”Epilepsi nr. 1, 2021”

 

Af Lone Nørager Kristensen
lone@epilepsiforeningen.dk

Vi skal passe godt på hinanden under pandemien, men nedlukningen af samfundet har fået ensomhed og isolation til at eksplodere. De negative mentale konsekvenser er ved at blivemeget tydelige.

Værst er det nok for vores ældre medborgere og for personer med udviklingshandicap på bosteder og institutioner, der normalt sikrer gode og meningsfulde sociale relationer. Her har vi set stramme besøgsrestriktioner.

Mennesker med handicap og kognitive vanskeligheder kan have ekstra svært ved at forstå meningen med at holde afstand. Samtidig vil en del være særligt sårbare overfor at få svære forløb med COVID-19, hvis man smittes. Derfor er der på institutionerne landet rundt særlig opmærksomhed på risikoen for smitte.

image

”Ensomhed kom ikke med COVID-19 og slutter ikke med COVID-19.”

Lone Nørager Kristensen

Men nu skal fokus i højere grad rettes på at afbøde konsekvenser af langvarig isolation. Der må tænkes ud af boksen, for corona forsvinder ikke foreløbigt.

Ensomhed kom ikke med COVID-19 og slutter ikke med COVID-19. Helt generelt og uanset alder kender vi alt for godt den ubehagelige ensomhedsfølelse, som også ses på epilepsiområdet. Ikke nødvendigvis af at være alene, men alene med det at have epilepsi i familien.

Social isolation og ensomhed er problematikker, vi også kæmpede med før, men der er blevet afsat midler i sammenhæng med pandemien, som betyder, at vi i foreningen mere aktivt og målrettet kan give vores bidrag til at forebygge og afhjælpe isolation og ensomhed.

image

”Det kræver mod at åbne op, men det er lettere at gøre noget ved problemer, når man gør det sammen med andre.”

Lone Nørager Kristensen

Advarselslamperne blinkede for alvor i en medlemsundersøgelse kort tid efter første nedlukning i foråret. Politikerne på Christiansborg lyttede, og bevilgede via Danske Handicaporganisationer penge til projektet ”Ingen skal være alene med epilepsi – lad os hjælpe hinanden”.

Heldigvis kan ensomhed forebygges og bekæmpes. Ensomhed er desværre et tabubelagt område, som netop forstærkes af, at man ikke deler den med nogen.

Føler du dig ensom, kan du starte med at sige ordet højt. Helst til en anden. Det kræver mod at åbne op, men det er lettere at gøre noget ved problemer, når man gør det sammen med andre.

Tænk på, at du ikke er alene. Det er ikke pinligt eller et personligt nederlag at være ensom. Det er ikke din skyld. Men du kan selv gøre noget for at overvinde eller lindre ensomhed ved at opsøge ligesindede, selvom det kan være svært.

Alle medlemmer kan nu uanset corona personligt få målrettet rådgivning om at håndterer trivsels- og ensomhedsproblematikker. Desuden er der planlagt sociale kursusweekender, og nye digitale netværk er i støbeskeen.

Kilde

Indlægget har været bragt som leder i ”Epilepsi nr. 1, 2021

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev