Er økonomistyringen gået for vidt?

02.11.2010

Jeg har lige undervist en gruppe gæve mennesker, som alle havde det til fælles at de arbejdede indenfor epilepsiområdet, og dermed havde deres daglige gang i den praktiske virkelighed, man oplever ude på sygehusene anno 2010.
Noget af det, som kunne frustrere dem, var hvordan man i arbejdet på afdelingerne i højere og højere grad styrede efter økonomiske incitamenter – og at det ikke nødvendigvis altid harmonerede med de meget sammensatte behov de så hos den enkelte patient.
De kunne også frustreres over den øgede mængde af tid de brugte til registreringer og papirarbejde – en ”sang” vi hører fra mange andre offentligt ansatte landet over i disse år.
Måske økonomistyringen har taget for meget over? Er man – mere eller mindre uforvarende – i gang med at fragmentere den helhedsorienterede indsats ihjel ifht. gruppen af borgere med svær epilepsi?
Jeg synes, det er trist, hvis detailstyringen af enkeltydelser betyder at man glemmer den sammenhængende rehabilitering af den store gruppe af kronisk syge borgere som er ”storforbrugere” af sundhedsvæsenets ydelser.
Der bør satses helhjertet på at finde indsatser som i langt højere grad binder de forskellige involverede sektorer sammen. Og hvor fokus målrettes langt mere på den enkeltes samlede livssituation end nu. Et eksempel på denne tænkning er det nye rehabiliteringstilbud på Epilepsihospitalet.
Jeg er stenhamrende sikker på, at det betaler sig – både hvis vi tænker på den enkelte person med svær epilepsi, og hvis vi tænker i cost benefit. Og det sidste det skal man helt åbenlyst, hvis man skal have noget igennem i disse økonomistyrede år….
Af Per Olesen, socialrådgiver