”Motion er godt for alle. Også for dem, der har epilepsi”, bliver der sagt i filmen. Og det er rigtigt for ni ud af ti.
Studier har vist, at mennesker med epilepsi generelt er mindre fysisk aktive end befolkningen generelt. Det skyldes blandt andet en frygt for, at motionen skulle fremprovokere anfald. Men både forskning og klinisk erfaring tyder på, at mange med epilepsi faktisk kan få bedre anfaldskontrol ved hjælp af regelmæssig motion.
Motion kan også have en gunstig indvirkning på nogle af de følgevirkninger, epilepsien har hos nogle. Det kan for eksempel være overbeskyttelse, passivitet og dårligt humør.
Der er dog også et mindretal af personer med epilepsi (cirka 10 procent), der oplever en øget risiko for anfald i forbindelse med motion. Det er især dem, der er i dårlig form eller har en symptomatisk epilepsi – det vil sige en epilepsi, med en kendt årsag.
Så det er med motion som med de fleste andre epilepsi-råd: Det kommer an på din situation og din epilepsi, og hvis du er i tvivl, så tal med din behandler om det.
Løb med Epilepsiforeningen
Der er forskellige muligheder for at komme ud og motionere med Epilepsiforeningen i forbindelse med både Eventyrløbet i Odense den 10. maj, Royal Run i Aalborg og København den 21. maj og Stafet for livet i Haderslev den 8. september.
Kilde