Der er aktuelt forsyningsproblemer med Frisium (indholdsstof: clobazam), Rivotril (indholdsstof: clonazepam) og stesolid. Nogle er heldige at finde et apotek, som fortsat har præparaterne hjemme, men Epilepsiforeningen erfarer, at der er ved at være tømt ud rundt omkring i landet. Frisium og Rivotril tilhører gruppen af benzodiazepiner og det kan være nødvendigt at skifte til et andet lignende præparat. Det er derfor vigtigt at kontakte sin neurolog eller børnelæge i god tid inden man løber tør for medicin.
Vi har spurgt firmaerne om, hvornår præparaterne kommer? Og vi har spurgt en epilepsiprofessor, hvad patienterne skal gøre i mellemtiden? Grafik: Freepik og Per Vad
Opdateret 8/8 2023
Flere steder er apotekerne ved at løbe tør for frisium og rivotril. Og situationen bliver muligvis tidligtst helt normal i midten af august.
Når det ikke er muligt at skaffe et bestemt præparat (i dette tilfælde Frisium og Rivotril) til Danmark, kan det være en mulighed at skaffe lignende medicin fra fx andre firmaer eller andre pakninger som ikke er registreret til brug i Danmark. Der er en virksomhed (Specific pharma) som sørger for denne import og de godkendelser det kræver. For at man som patient kan købe denne medicin, kræver det at ens neurolog/læge, søger om en udleveringstilladelse fra lægemiddelstyrelsen. Hvis der anføres ”Haster” i ansøgning, skulle den godkendes indenfor 24 timer.
Status på Rivotril:
Der skulle nu være Rivotril 0,5 mg og 2 mg på markedet. Der er dog ikke garanti for, at de har det på hvert eneste apotek. Ligesom det er usikkert, om hele markedet kan dækkes.
Status på Frisium:
Det skulle igen være Frisium på markedet. Der er dog ikke garanti for, at de har det på hvert eneste apotek. Ligesom det er usikkert, om hele markedet kan dækkes.
Status på Stesolid
Der kan være problemer med at få fat i Stesolid, og det vides ikke, hvornår der kommer nye forsyninger på markedet.
Professorens gode råd
Vi har spurgt formanden for Dansk Epilepsi Selskab Jakob Christensen om hvordan man skal forholde sig, og hvordan han ser situationen lige nu og her: “Både Rivotril og Frisium bruges til epilepsi og de tilhører gruppen af benzodiazepiner. Andre benzodiazepiner som f.eks. oxazepam og lorazepam virker på samme måde som Frisium og Rivotril, men omsættes lidt forskelligt og kan have andre bivirkninger.
Man skal derfor være forsigtig når man skifter fra Rivotril og Frisium til disse andre lægemidler. Det er derfor vigtigt at du kontakter din læge, hvis du ikke kan få Rivotril eller Frisium og får en aftale om anden medicin, som kan erstatte behandlingen. Da lægemidlerne er forskellige, kan der ses både manglende effekt dvs. anfald, og der kan ses andre bivirkninger. Derfor skal man være forsigtig og lægen vil ofte skulle nedlægge kørselsforbud i en periode efter skift af behandling.
Det gælder for al epilepsibehandling, at det ikke pludseligt må stoppes. Pludseligt stop med medicin kan resultere i både anfald og bivirkninger – og særligt for Rivotril og Frisium er risiko for abstinenser stor.”
På Apotekerforeningens app ’Apoteket’, kan du se hvilke apoteker, der ligger inde med en given type medicin.
Epilepsiforeningen følger udviklingen tæt og vil orientere om situationen.
Se i øvrigt mere om forsyningsvanskelighederne her
Kilde
Epilepsiforeningen