11.07.2013

Hash-medicin til børn

Der er igen kommet fokus på brugen af medicinsk marihuana til behandling af epilepsi. Denne gang til behandling af yngre børn.
Den amerikanske tv-station NBC har interviewet Heather Jackson fra Colorado. Huner mor til Zaki Jackson, der i mange år led af ekstrem epilepsi, som kunne forårsage op til 250 anfald om dagen. Men da Zaki var 10 år gammel udskrev lægen medicinsk marihuana, og det har fået bugt med sønnens epilepsi.
Dansk Epilepsiforening har tidligere foreslået, at man i Danmark laver kontrollerede forsøg med cannabis i medicinsk form til behandling af epilepsipatienter, hvor anden medicin ikke virker. Foreningen understreger, at et eventuelt forsøg skal foregå ansvarligt. Hvilke aldersgrupper, man bør inddrage, må eksperter afgøre.
Udsendelsen fra NBC har fået Ekstra Bladet til at tage emnet om og citerer NBC-historien.
Moren til Zaki, Heather Jackson, siger: "Vi er konservative. Og vi benytter medicinsk marihuana. Det er altså en stor hurdle at komme over. På trods af den stigmatisering, der er forbundet med cannabis, så skyldte vi Zaki at give det et forsøg."
Den beslutning har hun ikke fortrudt, det er nemlig otte måneder siden, at hendes søn har haft et epileptisk anfald.
Ifølge NBC bliver marihuana benyttet til medicinsk brug i 17 amerikanske stater. Det har ført til en debat om, at stoffets skadevirkninger på børn bør undersøges yderligere, ligesom eksperter er bekymrede for, at det medicinske forbrug kan føre til et misbrug af andre stoffer. Se indslaget fra NBC News om hash-behandling af børn med epilepsi (det er ikke tekstet) ”Så længe der er personer med epilepsi, som ikke kan gøres anfaldsfri, er det nødvendigt, at man forsøger at finde nye og flere behandlingstilbud,” mener Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen: "Det er oplagt, at man laver kontrollerede danske forsøg, så man finder ud af, om det er en behandlingsmulighed, der kan tilbydes visse grupper af danske epilepsipatienter.”
"Det er vigtigt at slå fast, at det er dele af planten, der hverken er euforiserende eller vanedannende, man udvinder til medicinsk brug,” siger Lone Nørager Kristensen.
 Hun vil ikke tage stilling til, om børn burde indgå i undersøgelsen: ”Den slags må værre op til de epilepsieksperter, der i givet fald skulle stå bag forsøget.”  
(Kilde: Ekstra Bladet, NBC og Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev