Heidis og Carlas første dag på Filadelfia

20.10.2014

Dag 1

Vi ankommer til børnehospitalet søndag sen eftermiddag. Det har regnet hele dagen og alt er vådt og trist.

Vi går ind, og ved ikke helt hvor vi skal gå hen. På gangen længere fremme, strømmer lys fra et rum.
Vi bevæger os i den retning, og det viser sig at være et vagtrum. En smilende sygeplejerske kommer os i møde, og byder min datter velkommen ved navn. Jeg har endnu ikke fået sagt noget, og bliver helt perpleks over, at hun ved hvem vi er. Hun viser os straks ind på vores stue. Vi har den alene indtil torsdag.
Hun viser os rundt på hospitalet, der har både hyggestuer med sofa, spil og fjernsyn, kreaværksted og stort legeområde med airhockey og bordfodbold. Da hun viser os den sidste tv stue går vi lige ind til et påbegyndt anfald på en lille pige på lidt over et år.

Moderen sidder på gulvet, ved siden af pigen der kramper, og beder magtesløs sygeplejersken om at hjælpe. Vi skynder os ud, og helt forvirret og fraværende forsøger jeg at aflede min datters opmærksomhed, med en kæmpe klump i min egen hals, og tårer der presser sig på. Hendes far er så påvirket, at han bliver nødt til at gå udenfor for at samle sig.
Jeg opdager først senere, at min datter faktisk er blevet lige så forskrækket. Jeg spørger hende om det, da vi ligger i sengen, men hun nikker blot da jeg spørger om hun blev forskrækket, og vil ikke tale mere om det. Min datter er 7 år og har haft epilepsi de sidste to år. Hun har før set sig selv have anfald når jeg har filmet det. Men det er bare noget andet at se det ‘live’.

Men hvorfor bliver vi så påvirket af at se dette anfald?

Måske er det visheden om, at det kunne have været min datter?

Eller måske er det empati og forståelse for moderen i den situation?

Måske bare lettelse over at det netop ikke var min datter denne gang. Og samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke over, at min datters epilepsi kunne have været meget værre. Vi har været ‘heldige’.

Nu sover hun heldigvis trygt, og jeg ligger på en foldeseng ved siden af, og kan se frem til at blive vækket hver anden time i nat af vagten, der tjekker til os. Over os lyser de infrarøde lamper og kameraet fanger selv hendes mindste bevægelser.

Jeg glæder mig til i morgen.

 Hilsen Heidi