Hvem er de fattige…..?

12.12.2011

I denne juletid varmer det mit socialrådgiverhjerte at Danmarks fattige er kommet på den politiske dagsorden. Det er godt at konstatere, at mange interesserer sig for de levevilkår, vi i fællesskab byder de, som ikke umiddelbart finder den rigtige vej til det forjættede arbejdsmarked.

Men hov….! Hvad var det nu lige der skete med debatten?

Årets satspuljeforlig udløste pludseligt avisoverskrifter som: ”Håbløse unge får et los i røven til 70 millioner…” Nogle politikere fik pludselig trang til at ”…brække sig…”…? Andre følte sig ”…spyttet i hovedet…”? Atter andre politikere begik politisk harakiri med et selvmål af enorme dimensioner, ved at tage på et velkonstrueret mediecirkus af et hjemmebesøg, som totalt afsporede debatten.

Gad vide hvad der monstro vil tilfredsstille vores politikere i den her sag? Og hvad et acceptabelt bundniveau vil være for kuglestødere og andet godtfolk? Kort sagt: Må jeg snart be´ om kammertonen og lidt nuancer i debatten! Eller er det virkeligt blevet for old school….?

Jeg er fuldstændig med på, at det ”… til enhver tid skal kunne betale sig at arbejde…” Det er vel ærligt talt lidt af et non-udsagn de fleste af os kan skrive under på..? Hvis vi ellers er raske og rørige er det kun rimeligt – og nødvendigt – at vi bidrager til samfundets hjul, der hvor der er behov.
Men hvad vil man egentligt stille op med og for de mennesker, som ikke nødvendigvis på deres glatte ansigt opfylder de ofte helt grundlæggende betingelser og krav som arbejdsmarkedet stiller op: at være rask, veluddannet og en omstillingsparat arbejdskraft?

Har krisen virkeligt grebet os så meget, at der ikke længere er hjerte- og husrum til at acceptere, at nogen såvel periodevist som permanent falder ved siden af de gængse krav? Og at vi i fællesskab skal sikre denne diffuse gruppe en anstændig levefod, samtidig med at man via en aktiv og differentieret indsats af al magt forsøger at få dem tilbage på fode og klar til arbejdsmarkedet igen?

Og tro mig, der er brug for langt mere end blot at ”….stille krav” til denne gruppe af borgere. Der er til gengæld al mulig grund til at ofre gruppen ganske særlig fokus.

Men det synes som om at det er blevet åben jagtsæson på de som af forskellige årsager lander på overførselsindkomst. Og alle midler tages i brug; senest har vi set eksempler i dagspressen på store overskrifter båret af en stærkt misvisende fortolkning af statistik – men hvor det oprindelige budskab står tilbage: Der er en hoben af især kvinder som ikke gider arbejde..

Den heftige debat har primært fokuseret på kontanthjælpsmodtagernes levevilkår. Men hvem gemmer sig bag statistikken af kontanthjælpsmodtagere? Jo; her i biksen kunne vi eksempelvis konstatere af vores medlemsundersøgelse ”Levevilkår for unge med epilepsi”, at 34 % af ”vores” unge var på kontanthjælp sat op imod et gennemsnit på 6,2 % i befolkningen som helhed.

Jeg skulle hilse og sige fra den virkelighed jeg befinder mig i, at en del af disse unge har en epilepsi og nogle problemer, som kræver en langt mere nuanceret tilgang til at løfte deres arbejdsmarkedspotentiale end ved bare at tale om lediggang.

Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen statistik forefindes 17.230 personer, som har modtaget kontanthjælp i mere end 5 år. Her må der klart være rum til forbedring – vi kan ærligt talt ikke være det bekendt.
Samtidig ved vi at antallet af revalideringssager er styrtdykket gennem de seneste mange år; i 2002 var der godt 24.000 sager mens vi her i 2011 har 11.500.

Trist; for det er vel lige netop et af de redskaber man meget hurtigt burde finde frem af posen for at forebygge langtidsledighed og parkering på overførselsindkomst i en lang årrække for de som er særligt udsatte….?
Per Olesen, socialrådgiver i Dansk Epilepsiforening