Hvornår er man normal? Og hvordan er det at have en søster med epilepsi? Det er nogle af emnerne i en populær kortfilm på Ekkos Shortlist. Vi har talt med instruktøren
”Jeg er fan’me ligeså normal som du er!” udbryder Charlotte et lille stykke inde i kortfilmen ”Det Charlotte Gør”.
Charlotte vil gerne have en tatovering og skændes med sin bekymrede søster om, hvorvidt det er en god ide. Men måske handler deres kontrovers slet ikke om nåle og blæk og følsom hud, for det viser sig, at teenagepigen har epilepsi, og måske er det reelt det, de to søstre kives om.
Den syv minutter lange film, der er instrueret af Pernille Lund, har i nogle uger ligget på top 10 på filmmagasinet Ekkos Shortlist med kortfilm. Det er Ekkos redaktion, som udvælger filmene til Shortlist, men det er læserne, som bestemmer deres videre skæbne. Jo flere, der ser filmen, jo flere gange, den bliver delt, og jo flere stjerner, den får, jo bedre placering på listen.
Hvis du vil sikre filmen en længere levetid på Ekko.dk så gå ind og stem på den her.
Pernille Lund har selv en søster med epilepsi, og ideen til filmen blev skabt ud fra hendes egne oplevelser, og de adskillige samtaler hun har haft med sin søster over aftensmaden omkring det at have epilepsi, fortæller instruktøren:
”Den handler om, hvordan det var for mig at vokse op med en søster som har epilepsi: Jeg så, hvordan hun kæmpede med at finde sig selv i det, hvordan hun ønskede mere end noget andet at være “normal” – hvilket i hendes øjne betød et liv uden epilepsi, ligesom dem i hendes daværende klasse havde – og hvordan hun langsomt prøvede at acceptere, at hun ikke altid har kontrol over sin egen krop.”
Hvordan har det præget dig at have en søster med epilepsi?
”Det har givet mig en indsigt i, hvad det kan betyde at have epilepsi, hvordan det påvirker både den som har det men også personens familie og nære. Når jeg møder mennesker i dag, som går gennem svære ting enten på grund af sygdom eller andet, oplever jeg et større overskud og empati med dem, hvilket uden tvivl er en af de gaver jeg har fået med fra min opvækst med min søster,” fortæller Pernille Lund.
”Charlotte – min søster – har flere gange nævnt for mig, hvordan mennesker – både venner, men også fremmede – omkring hende altid har udvist stor venlighed og hjælpsomhed i de situationer, hvor hun har haft et epileptisk anfald i offentligheden, og hvor meget det har betydet for hende. Det er en af de ting jeg har taget med fra det: Venlighed kan betyde alverden for en person og det kræver så utrolig lidt af os.”
Har du fået nogle spændende reaktioner på filmens behandling af epilepsi?
”Jeg modtog flere beskeder fra personer, som selv havde haft epilepsi eller havde haft epilepsi tæt inde på livet og som meget berørte af historien bl.a. fortalte: “Historien gav minder til min barndom, hvor jeg ofte oplevede min søster falde om med epileptiske anfald”. Flere nævnte også at fremstillingen af et epileptisk anfald i filmen var meget realistisk og selv personer som ikke forstod dansk, kontaktede mig efterfølgende og sagde, at de havde set historien og følte sig berørt af behandlingen af emnet.”
Kilde
Ekko og Epilepsiforeningen