25.11.2020

”Jeg måtte sige nej tak til at være ung”

Jakob var i teenageårene plaget af epilepsi og anfald, der kom uden varsel. Nu har han fået iværksætterstøtte til en app, der kan advare om anfald

 

Der er særlig én fredag aften, som Jakob Junker Jeppesen, nok aldrig vil glemme:  ” Jeg sad og knoklede med aflevering af en opgave, der var irriterende kedelig, så jeg gik ind og tjekkede min mail. Der var så den her mail, og jeg tænkte: Det er bare løgn”, fortæller han.

Mailen, der overraskede og glædede ham, fortalte, at han og hans studiegruppe havde fået 25.000 kr. i iværksætterstøtte I et Mikrolegat fra Fonden for Entreprenørskab. Pengene skal bruges til videreudviklingen af app’en MyEpi: ”Og så blev min fredag aften lige pludselig mere spændende.”

Jakob fik konstateret ungdomsepilepsi, da han gik i gymnasiet og skulle til at starte på efterskole:

”Jeg blev nødt til at sige nej tak til at være ung, hvis man kan sige det sådan. Jeg måtte sige nej til alkohol og diskotekslys og den slags, der kan give anfald. Det er selvfølgelig en hård besked, når man er ung.”

image

Jeg er på en eller anden måde glad for, at jeg har fået epilepsi.

Jakob Junker Jeppesen

I

nden det begyndte at gå ned ad bakken med epilepsi, der tog til, havde han ligesom andre unge set frem til næste weekend og næste fest, men nu måtte han lave om på sig selv: ”Det var utrolig svært at sige til folk: ’Jeg kan ikke være den samme Jakob som I kender.’ Der var nogen, der var forstående, men det var sørme også nogen, der sagde: ’Arh, kan du ikke bare lige?’ Når man er ung, er det svært ikke at falde for den fristelse.”

 

I dag går Jakob på Frederikshavn Handelsskole. På studiets andet år, skulle de studerende finde på et produkt og udvikle en forretningsmodel, og det er ikke så let at finde på et helt nyt produkt, fortæller han:

 

”Vi havde siddet i gruppen og brugt næsten to måneder og brainstormet på, hvad vi skulle lave. Så var der en i gruppen, der sagde: ’Skal vi ikke lave noget til dig?’”

 

Det synes alle var en god ide, så de udviklede ideen til en app, der ved hjælp af et smartwatch, kan advare, når et epilepsianfald er på vej. Det er den ide, de nu har fået iværksætterstøtte til, hvor pengene vil går til bruges til at igangsætte softwareudviklingen.

 

Jakob kunne selv have haft gavn af en epilepsiapp, fortæller han: ”Sidst jeg havde anfald – det var 7. september sidste år – var min mor heldigvis hjemme. Jeg kan ikke mærke, når et anfald er på vej, og lige pludselig faldt jeg om ude på toilettet og trak ikke vejret i flere minutter. Hvis hun ikke havde været der til at tilkalde ambulance havde vi nok ikke siddet og snakket sammen nu.”

Penge er ikke det vigtigste

I dag har hans medicin, disciplin, afholdenhed og tro på sig selv betydet, at han har været anfaldsfri i over et år og for et par uger siden fået kørekort. Og selvom epilepsien har betydet afsavn og problemer, så siger han nu:

”Jeg er på en eller anden måde glad for, at jeg har fået epilepsi. Det er mærkeligt at sige, men ellers havde jeg jo ikke haft det her projekt, og det betyder nu alt for mig.”

Drømmer du så om at blive millionær på den her app?” Spørger jeg.

”Det er måske altid målet. Men min drivkraft – og det kan måske godt lyde lidt overfladisk – er at kunne hjælpe folk, der har samme udfordringer som mig”, svarer han og håber at MyEpi-appen kan giver folk med epilepsi og deres pårørende større tryghed i hverdagen.

Kilde

Epilepsiforeningen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev