Hvorfor er der 30 forskellige typer epilepsimedicin? Og hvorfor er der brug for endnu flere præparater? Epilepsiprofessor Guido Rubboli fortæller om medicinsk behandling
I dag har lægerne 30 typer epilepsimedicin at vælge imellem, når de skal behandle epilepsi. For syv ud ti patienter kan præparaterne gøre dem anfaldsfri, og med de nyeste præparater kan det lykkes med færre bivirkninger end tidligere. Men der er stadig mange, som den eksisterende medicin ikke kan hjælpe tilstrækkeligt, og det er bemærkelsesværdigt, mener professor Guido Rubboli fra Epilepsihospitalet Filadelfia.
“Når man tænker på, at vi har fordoblet antallet af lægemidler til anfaldsbehandling de seneste 20 år, er det påfaldende, at vi stadig ikke kan få kontrol med anfaldende hos 25 til 30 procent af patienterne. Vi håber på at kunne reducere antallet i fremtiden, men det kommer nok ikke til at ske med den type medicin, vi foreløbig har brugt,” siger han i snak med Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Professoren har en tro på, at fremtiden vil byde på præparater, der kan hjælpe nogle af de partier, som ikke reagere på de eksisterende præparater:
“Der har været en eksponentiel vækst i antallet af antiepileptiske lægemidler de seneste 20 år, og der er flere i pipelinen, så vi kan forvente nye behandlinger på markedet inden for de kommende år. Forskning i nye stoffer til bedre behandling er stadig i høj grad et varmt emne inden for epilepsibehandlingen,” siger Guido Rubboli til webtidsskriftet.
De antiepileptiske lægemidler, vi har i dag, giver i bedste fald anfaldskontrol, men endnu findes der ikke medicin, som kan forebygge de processer i hjernen, som er årsag til patientens epilepsi (epileptogenesis), men det kan komme, fortæller Guido Rubboli. Det er et område, der forskes i, og foreløbig har man set gode resultater på dyremodeller, og hvis det på sigt lykkes at udvikle sådan en behandling, vil det formentlig også være muligt at nedbringe antallet af epilepsipatienter, der ikke er modtagelige for medicinsk behandling. Men det ligger langt ude i fremtiden.
Udviklingen af personlig medicin, som er rettet mod den specifikke genetiske variation, som ligger til grund for visse epilepsier, er en anden ny tilgang inden for epilepsibehandling. Behandlingsmetoden er stadig i en meget tidlig fase, og i øjeblikket undersøger man, om den kan bruges ved bestemte sjældne genetiske epilepsier. Ifølge Guido Rubboli er der håb om, at personlig medicin vil bliver mere udbredt i fremtiden, og han forventer også, at en række eksisterende lægemidler på baggrund af ny viden om de genetiske årsager til sygdommen på et tidspunkt i fremtiden vil kunne anvendes til behandling af visse former for epilepsi.
Behandlingen starter med de nye præparater
Når en epilepsipatient i dag sættes i medicinsk behandling, så starter lægerne typisk ud med at prøve et af de nyere lægemidler, fortæller professoren:
”Generelt er der færre patienter på de gamle lægemidler i dag, for som regel giver vi nye patienter, som ikke har haft mange anfald, et af de nyere lægemidler, mens de gamle lægemidler typisk kommer i brug, hvis de nye ikke har effekt,” siger Guido Rubboli.
De antiepileptiske præparater er nogenlunde ligeværdige til anfaldskontrol inden for de forskellige typer af anfald, som de er egnet til, men patienterne tåler til en vis grad bedre de nyere epilepsipræparater, som i nogle tilfælde også kun skal tages en gang om dagen i stedet for flere. De nye lægemidler er dog ikke uden bivirkninger, og nogle kræver særlig viden og erfaring for at blive anvendt korrekt, fortæller Guido Rubboli.
Derfor er det at vælge behandling også for hver patient en proces, hvor man skal finde et lægemiddel, hvor egenskaber og mulige bivirkninger matcher patientens diagnose, symptomer, køn, alder og livssituation i øvrigt.
Selv om anfaldsfrihed eller -reduktion er målet, kan andre faktorer godt stå i vejen for at bruge den medicin, der bedst opnår det.
”Alle lægemidlerne har bivirkninger. Nogle gange er de milde, men ind imellem kan de være så alvorlige, at vi er nødt til at tage en ellers velbehandlet patient ud af behandlingen igen, for vi skal jo ikke erstatte et problem med et andet, og hvis patienten kun sjældendt har anfald, kan det være at foretrække frem for bivirkningen,” fortæller Guido Rubboli.
