Af Lone Nørager Kristensen, landsformand for Dansk Epilepsiforening
Under overskriften ” Stramme rammer – klare prioriteringer” har regeringen for nyligt offentliggjort sit forslag til finanslov. Det store spørgsmål for alle organisationer, institutioner og andre samfundsaktører i forbindelse med et finanslovsudspil er, om ens mærkesag er nævnt under ”stramme rammer” eller ”klart prioriteret”. Denne gang er det således, at handicapsagen, som jo interesserer os, hverken er nævnt ”for det gode eller onde”. Normalt ser vi jo gerne, at der er fokus på vilkårene for mennesker med handicap og særligt dem med epilepsi, men i år tror jeg, at man bare skal være taknemmelig for, at der ikke er særligt fokus på området. Havde den været det, så tror jeg på, at den havde samme sted som uddannelse, børn og boligstøtte – med andre ord på den side af ligningen, hvor der skal spares penge.
Omprioriteringsbidrag går ud over handicapområdet
Det betyder dog ikke, at jeg tror, at mennesker med handicap går fri. Den store og ubekendte faktor i regnestykket er det såkaldte omprioriteringsbidrag, hvor kommunerne samlet set skal spare 1 % på budgetterne de næste par år. Planen er så, at kommunerne får nogle af pengene tilbage næste år i hvert fald, men det er så vel at mærke midler, som politikerne på Christiansborg bestemmer, hvad skal bruges til.
Det er al grund til at være betænkelig over denne øvelse. Når kommunerne skal skære 1 %, så kommer det helt sikkert til at ramme mennesker med handicap, og som formanden for Socialpædagogerne Benny Andersen tror jeg heller ikke, at området ser mange af (læs ingen) de penge igen. Læs evt. hans indlæg her
Er handicapområdet ikke kernevelfærd?
I stedet er det langt mere sandsynligt, at pengene bliver prioriteret til sundhedsområdet og ikke mindst den dyre medicin, som for tiden springer budgetterne på sundhedsområdet. Regeringens eget slogan for denne øvelse er ”Styrket kernevelfærd – løft af sundhed”. Jeg har det ikke helt nemt med den overskrift. Misforstå mig ikke. Vores medlemmer kommer også i sundhedsvæsnet, så vi ved alt om, at det område også trænger til et løft. Men er det ”styrket kernevelfærd”, hvis man tage pengene fra en udsat gruppe for at give dem til en anden?
Denne diskussion handler også om, hvad vi finder på den ”gode” side af lighedstegnet – de klare prioriteringer. Blandt andre ting som 240 mio. kr. til fjernelse af en nox-afgift, 570 mio. kr. på en reform af erhvervsbeskatning og så næsten 1 mia. kr. på en bolig-jobordning, som alle eksperter har afskrevet som meningsløs, fordi den ikke skaber arbejdspladser. Sagt på helt almindeligt dansk, så betyder det, at prisen for, at du kan få malet dit skur med skattefradrag, er, at vi risikerer, at specialskoler bliver lukket, eller at mennesker med svær epilepsi får frataget støtten til at komme uden for hjemmet bare for at tage nogle eksempler.
Er det sådan, at regeringen forstår kernevelfærd?
