Med epilepsien i håndtasken

02.12.2014

Indrømmet. Jeg er en epileptiker, som ikke ønsker at have mærkatet epileptiker siddende på mig i min dagligdag, i mine weekender – ja selv i min ferie. Jeg hader epilepsien – den forstyrrer mig. Men hvor end jeg vil være ved det, så har jeg epilepsien med mig i håndtasken. Den ligger lige imellem mine solbriller (så er jeg dækket ind hvis min lysfølsomhed bliver udfordret) samt mit lille depot af epilepsi-piller – for så er jeg dækket ind, hvis der sker noget uforudset.
Her i december fylder jeg 30 år og til næste år kan jeg og epilepsien fejre 20 års dag.
Men stadigvæk, så er jeg ikke kommet længere end, at mit forhold til epilepsien afhænger af humøret og situationerne. Måske min epilepsi og jeg skal gå i parterapi, vores forhold har stået lidt i stampe – i hvert fald de sidste 15 år.
Men ét er jeg dog kommet frem til: Hver gang jeg tager hul på et nyt og ukendt kapitel i mit liv, så tager jeg også hul på en ny verden med min epilepsi – og altid med samme tanke: Kan jeg klare de nye udfordringer og kan min epilepsi holde til de nye udfordringer. Hvis den siger nej, sætter foden ned og giver mig anfald og absencer, så kan jeg godt pakke mine ambitioner sammen.
I sidste ende er det ude af mine hænder, hvorvidt jeg kan lykkes med mine ambitioner.
Som menneske vil jeg sagtens kunne klare udfordringerne… om ikke andet, så handler det om at rette ryggen, bide det i sig, være stædig og så holde ud.
Men som epileptiker er situationen en anden.
Der er mere konsekvens bag de ambitioner som jeg tager på mine skuldre – enten så går det eller også siger epilepsien stop. Fik jeg fortalt at jeg hader begrænsninger….
Grunden til denne tekst og disse tanker er, at jeg fra på mandag tager hul på et nyt kapitel. Den 1. december 2014 flytter jeg til Nakskov – væk fra mine venner, familie og kæresten.  Jeg bor på Fyn, så nu skal tre farvande krydses for at jeg kan komme fra Odense til Nakskov. En tur der strækker sig over to broer samt en færgetur på tre kvarter.
Jeg er så heldig at jeg har fået arbejde på et gymnasium, der er endda tale om fastansættelse. Hvilket er helt fantastisk for en humanistisk akademiker i disse tider. Dog er reglen i kontrakten, at jeg samtidig skal studere et nyt fag på uni., et fag, som jeg i første omgang aldrig har skænket en tanke.
Epileptiker eller ej, så vil mit nye kapitel være udfordrende for alle, der indtager sådan et ukendt terræn.
Men i mit kapitel er der en ny dimension. For ét er om jeg kan holde til det og klarer de nye udfordringer. Jeg har aldrig før prøvet fastansættelse med faste arbejdstider.
Noget andet er om min epilepsi kan holde til den nye hverdag, hvor det ikke lige er muligt at jeg ikke kan indrette hverdagen efter min epilepsi og stressede perioder.
Jeg er på alle måder spændt på, hvordan epilepsien og jeg vil tage i mod det nye kapitel. Mon vi kan klare det?
Følg med næste gang, hvor der er nyt fra Nakskov.
Hilsen
Trine Saugstrup