13.03.2019

Modtagerne af epilepsiprisen tør holde om, kramme og putte en pige med epilepsi

Majas støtte- kontaktperson på botilbuddet Bakkebo og hendes kolleger bliver de første modtagere af Epilepsiforeningens pris til fagpersoner

 

Man kan tydeligt se det på billedet: Maja og Lykke har et rigtig godt forhold til hinanden. Lykke Nygaard Andersen er Majas støtte- og kontaktperson på botilbuddet Bakkebo, hvor hun og kollegerne har gjort en så god indsats med at integrere Maja, at de bliver modtagere af årets epilepsipris.

Det er første gang Epilepsiforeningen uddeler den ny-indstiftede pris, som har til formål at anerkende en særlig indsats for mennesker med epilepsi og/eller deres pårørende.

Prisen uddeles til fagfolk, som arbejder med mennesker med epilepsi og deres pårørende, og der stilles ikke krav om nogen specifik faglig baggrund, ligesom man kan indstille en gruppe af fagfolk til at modtage prisen. Udover et diplom består prisen af et beløb på 10.000 kr. som kan bruges til noget selvvalgt.

Der er kommet en lang række indstillinger fra medlemmerne af foreningen, og denne gang har Epilepsiforeningens forretningsudvalg udvalgt Lykke Nygaard Andersen og hendes kolleger i botilbuddet Bakkebo i Lemvig.

Har hurtigt skabt et bånd til Maja

Lykke, og kollegerne på Bakkebo, er blevet indstillet af Agnethe Grøn Jepsen, for deres arbejde med at integrere datteren Maja i et nyåbnet 4 personers botilbud. Maja er 21 år, og hun har Dravet syndrom. Hun er aktuelt i gang med at flytte hjemmefra, og det er tanken hun skal bo på Bakkebo.

Det er – som mange forældre vil genkende – en vanskelig proces og en stor udfordring for alle parter, at Maja skal finde fødderne i et selvstændigt voksenliv.

Lykke, som er Majas støtte- og kontakt person på Bakkebo, har været helt usædvanlig hurtig og dygtig til at forstå problematikkerne omkring Maja. På den måde har hun hurtigt fået skabt et bånd til Maja, som forældrene ellers normalt har oplevet tager år for nyt personale.

Samtidig har Lykke formået at få kollegerne sat ind i Majas livsvilkår på en sådan måde, at Maja langt hurtigere end nogen sinde før har lukket dem alle ind i hendes verden. Hun er generelt en pige, hvor der skal passes ekstra meget på i forbindelse med nye tiltag. Og hun har brug for enorm lang tid til at falde til, ikke bare i sin nye hverdag, men selv ved små ændringer, fortæller forældrene.

Maja har generelt et stort behov for forudsigelighed og tryghed, og eksempelvis er skift i personalet meget stressende for hende. Hun har derudover svært ved at forstå verden omkring hende, og hun har derfor brug for omsorgspersoner hun kan mærke der vil hende. De skal turde holde om hende, kramme hende, trøste hende, putte med hende. De skal turde give af sig selv og gerne dele ud af deres hverdagsliv. Det er vejen til at gøre Maja tryg, fortæller forældrene.

Det har personalet med Lykke i front taget på sig og arbejdet med på en helt forbilledlig måde for forældrene. Og som Moderen Agnethe slutter indstillingen med:

”Vigtigt er det også, at de er enormt gerne lytter til pårørende og godt ved at vi kender Maja bedst. Så sæt fokus på, hvor vigtig det er at man laver helhedsorienterende indsatser, at man i dén grad anerkender den handicappede og at man samtidig gør alt hvad man kan for at skabe tryghed, – også for pårørende.”

Vigtigt at vise det gode arbejde frem

Landsformand Lone Nørager Kristensen: ”Vi var faktisk ikke i tvivl da vi læste indstillingen på personalet omkring Maja, selvom der var mange potentielle kandidater blandt de indkomne forslag. Det er enormt vigtigt for os, at finde frem til det gode arbejde som udføres mange steder rundt i landet, og samtidig vise, hvad det nogen gange kan kræve, når man skal tage de særlige hensyn som kan være nødvendige omkring epilepsi. Så stort tillykke til Lykke og resten af personalet på Bakkebo. Og samtidig stort tillykke til Maja og familien for den hjælp de får på et af de sværeste tidspunkter i livet for mange familier til børn med svær epilepsi – flytningen hjemmefra og overgangen til en voksentilværelse.”

Prisen vil formelt blive overrakt ved en særlig lejlighed senere på måneden.

Kilde

Epilepsiforeningen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev