Mor om onlinemøde: ”Jeg bliver lige mindet om, at man ikke er alene”

Epilepsiforeningens onlinemøde med gode råd, når børn har neuropsykologiske udfordringer, blev stor succes. Få hér neuropsykologens seks gode råd ved problemer med hukommelse

 

”Det var meget interessant at sidde med andre i en slags fællesskab og høre, at de havde samme problemer og udfordringer, som vi selv sidder med.” Sådan lød en af deltagernes bedømmelse efter Epilepsiforeningens onlineseminar med børneneuropsykolog Louise Kolpen fra Filadelfia.

Det med at møde andre – også selvom det bare er på en skærm – betød noget for mange. For eksempel skrev en mor: ”Jeg bliver lige mindet om, at man ikke er alene”

I sit oplæg kom Louise Kolpen omkring mange af de neuropsykologiske problemer børn med epilepsi kan have. Blandt andet kom hun med gode råd til forældre, der oplever, at deres barn har problemer med hukommelsen:

image
Gode råd ved problemer med hukommelse
  • Tal langsomt, i korte sætninger med gode pauser: Vi mennesker forstår og husker i pauserne.
  • Giv barnet ledetråde eller stikord. Spørg aldrig: Kan du huske, hvad vi lavede i går? Hellere: I går var vi i skoven for at se på fugle. Hvilke fugle så du?
  • Lav mange gentagelser. Gentag f.eks. beskeder og metoder eller læs samme bog igen. Få barnet til at gentage det, der bliver sagt.
  • Forbered barnet på, hvad I skal lave i fremtiden. Skriv, tegn og brug fotos/piktogrammer.
  • Sig tingene på forskellige måder, og lær barnet selv at omformulere oplysningerne.
  • Brug lektiebog, huskeseddel, post-it sedler, tablet eller mobiltelefon (påmindelser/kalender) til at planlægge, huske lektier og aftaler.

”Men det er faktisk sjældent, at vi oplever egentlige hukommelsesvanskeligheder for børnene med epilepsi”, tilføjer hun: ”Normalt er det sådan, at vanskelighederne tager udgangspunkt i opmærksomhedsvanskeligheder, men viser sig i familiernes dagligdag som hukommelsesproblemer. Men mange af de pædagogiske anvisninger kan passe på begge problematikker.” Deltagerne kunne bruge hendes gode råd, viser evalueringen, hvor 90 % var tilfreds eller meget tilfreds med oplægget.

Evalueringerne viste stor tilfredshed med det virtuelle arrangement, og Maria Elmsted Jensen, der udover at være netværks- og aktivitetskonsulent i Epilepsiforeningen også fungerede som ordstyrer på online-mødet beskriver mødets forløb på følgende måde:

”Det var en meget positiv oplevelse med en både engageret oplægsholder og en masse interesserede deltagere ude bag skærmene. Og for at være helt ærligt, så gik det bedre jeg havde forventet; man er altid lidt ekstra nervøs for om vi nu kan få alt omkring teknik, spilleregler for debat osv. til at fungere, Men det lykkes heldigvis for langt hovedpartens vedkommende . Og vi har også fået en stribe brugbare tanker og idéer fra deltagerne til fremtidige oplæg via evalueringerne, så vi kan skrue nye arrangementer sammen fremadrettet.”

Onlinemøde om samarbejde med kommunen

Den 30. juni kl. 19.30 bliver succesen fulgt op med onlineoplæg for alle, der har interesse i samarbejdet med kommunen. Epilepsiforeningens socialrådgiver Helle Obel holder oplæg om rammerne for samarbejdet med kommunen. Mødet afholdes virtuelt via Microsoft teams, og du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig her.

Kilde og foto

Epilepsiforeningen. Foto: Modelfoto