Da vi på Facebook spurgte ind til erfaringer med motion og epilepsi, var der mange positive tilbagemeldinger, hvor motion havde styrket helbredet og hjulpet dem mentalt. Men der var også folk, der havde oplevet at få anfald af motion eller som oplevede at være tappet for energi på grund af deres epilepsi eller medicin
Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk
I 2016 fik Christine sit første epileptiske anfald. Og i noget tid var hun så udmattet, at hun ikke kunne gå længere end 300 meter og i øvrigt sove hele dagen. Men langsomt fik hun kæmpet sig op i gear:
”Motion har været min vej tilbage til livet, efter jeg blev ramt af epilepsi”, fortæller hun på Epilepsiforeningens facebookside: ”Jeg øgede mine gåture, vendte stille og roligt tilbage til mit løb og cykling. På søndag stiller jeg til start på min første halve ironman. Uden motion, tør jeg ikke tænke på, hvordan jeg havde fungeret kognitivt.”
Christine er en af dem, der delte sin historie, da vi på vores facebookside spurgte folk, hvad de havde af erfaringer med motion. Og der er mange, der dyrker mange former for motion, viste det sig.
Louise laver styrketræning i fitnesscenteret. Jan trækker i vandrestøvlerne. Daniel er som besat af sin racercykel. Morten spiller badminton. Camillas søn spiller fodbold på venstre kant. Dorthe begyndte at cykle til og fra arbejde under corona – ”om vind og vejr tillader det.” Thomas, Christine og andre løber. Og mange får motion ved at gå lange ture.
For eksempel fortæller Camilla: ”De sidste par år har jeg primært gået en masse lange ture. Og når man går et par kilometer om dagen, så giver det også lidt motion.”
Og hvis man tager en hund i snor med på turen, kan man måske få lidt ekstra ud af gåturen, kan man læse af Dorthes bidrag: ”Jeg har valgt hundesporten som motion, som er dejlig for mig. Og efter sådan en dag bliver du godt træt, og med en hund bliver man glad.”
Styrker krop og sind
At et aktivt liv kan hjælpe både på det fysiske og mentale helbred kan man tydeligt se, når man scroller ned gennem facebooktrådens mange historier:
”Mine knogler er blevet stærkere, og det tager ikke så lang tid at restituere fysisk efter et anfald, som før jeg startede på regelmæssig træning for år tilbage,” fortæller Astrid, der især har haft glæde af styrketræning.
For 11-årige August giver fodboldspillet et frirum: ”Her fylder epilepsien næsten ingen ting”, fortæller hans mor: ”Fodbolden og ikke mindst hans holdkammerater har altid været og er fortsat det bedste i verden. Det har givet livsglæde og et frirum for vores søn.”
En af dem, der får mentalt velvære ved hjælp af motion, er Jan: ”Det giver en god indre ro og flytter opmærksomheden fra epilepsien”, siger han. Dog er han desværre nødt til at holde sig fra holdsport: ”Det stresser og er ikke godt for mig. Så må jeg bryde ensomheden på anden vis.”
Mangler energi
Der er dog også nogle, der fortæller, at de oplever at være forhindret i at dyrke motion. Enten fordi de får anfald, når de dyrker sport, eller fordi epilepsien eller medicinen gør dem for trætte.
En af dem, der har problemer på grund af medicinen, er Simon. Han gik tidligere 10 km et par gange ugen, men det gør han ikke mere:
”Nu er det hele bare vendt på hovedet. Jeg har skiftet medicin, og selvom jeg har den samme type anfald som tidligere, syntes vejen ud ad døren bare at være blevet længere og mere besværlig,” skriver han.
Problemerne med bivirkninger fra medicinen, kan der måske gøres noget ved. Det viser en erfaringsudveksling mellem Ragna og Josefine.
”Jeg er blevet meget svimmel, efter jeg har skiftet medicin, så det gør, at jeg får mindre medicin”, fortæller Ragna.
Til det kommenterer Josefine: ”Jeg blev selv enormt svimmel, da jeg kom for højt op i Trimonil. Så satte de det ned igen, og så blev det heldigvis meget bedre.”
Frygten for anfald
Ikke bare anfald på grund af motion, men også frygten for anfald, kan være en udfordring. Men mange løser det problem ved altid at have en med, når de dyrker deres motion eller ved at gøre det et sted, hvor de andre ved, hvad de skal gøre.
For eksempel spiller Morten badminton på et hold, der kender til hans epilepsi og ved, hvordan de skal håndtere hans anfald. Når han får et af sine fjernhedsanfald, hjælper en kammerat Morten ud på en bænk og sidder hos ham, mens de andre spiller videre:
”Når det er overstået, stopper jeg bare for den dag, og så siger de andre bare: “Vi ses næste gang” og “God bedring””.
