“Der er nok rædsel i verden. Lad vær med at skabe mere ved bare at glo”

Freya har stået som en skræmt lille pige, der måtte hjælp sin mor under et voldsomt epilepsianfald, uden at nogen trådte til. Nu opfordrer hun i en stil alle til at lære lidt førstehjælp

 

Freya Møller går i folkeskole i Smørum, og så er hun datter til en mor, der har epilepsi. Under overskriften “Noget at kæmpe for?” har Freya skrevet en dansk stil om epilepsi. Vi har fået lov til at gengive den her:

Af Freya Møller

Jeg takker pænt nej tak til lommelakridsen, og knuger min telefon lidt hårdere. Jeg piller lidt ved foret i mit sæde, med min svedige fingre. 4 minutter og 30 sekunder. 31, 32, 33. Fuck. Hvis ikke hun snart kommer op igen, skal jeg ringe til ambulancen. Igen. 45, 46, 47. Jeg taster min morfars telefonnummer ind. Så sender jeg Lakridsdamen et surt blik. Resten af bussen sidder med sænket blik. Jeg skal ikke regne med hjælp fra nogen. 57, 58, 59. Da uret på min telefon viser 5 minutter, får jeg tårer i øjnene. Jeg synker en klump, og tager mig sammen til at ringe. Jeg dropper at ringe til min morfar, og lige da jeg taster 112, vågner min mor igen. Hun klemmer mit ben, og kommer op på sædet til mig.

Jeg var 10 år gammel. Min mor og jeg skulle til Ballerup, og hun fik et epileptisk anfald i bussen. Jeg var vant til at håndtere situationen derhjemme, når anfaldene kom, men i en kørende bus? Jeg flippede ud. Altså indeni. Udenpå var jeg et skræmt barn, der søgte de voksne pasageres blikke. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. Det er næsten 6 år siden, og jeg har efterfølgende ringet 112 op til flere gange. Men lige der i den kørende bus, var jeg en rædselsslagen lille pige, der bare ville have hjælp. Min mor lå, og krampede på busgulvet, og bussen kørte hastigt videre. Han skulle jo nå sin rute.

image

Jeg flippede ud. Altså indeni. Udenpå var jeg et skræmt barn, der søgte de voksne pasageres blikke.

Freya Møller

Epilepsi er en skræmmende ting. Man kan gå midt i et center og have det hyggeligt det ene øjeblik, og det andet falder ens mor om. Ud af det blå. Det er jeg dog vant til, og jeg udstråler altid ro i sådanne situationer. Det gør mine omgivelser bare ikke. Enten flipper de fuldstændig ud, eller også ignorere de det. Jeg ved ikke hvilken reaktion der er værst. Hovedløs kylling eller ligeglad Lakridsdame.

50.000 mennesker lever med epilepsi i Danmark. Og tallet er kun stigende. Og alligevel tror de fleste, at det eneste epilepsi gør, er at man ikke må se på stetoskop-lys. Hvilket også er sandt for nogle. Desværre påvirker det andre i en helt anden grad. Såsom min mor. Hvis hendes eneste problem var stetoskop-lys, ville hun nok ikke være førtidspensionist. Hun kan ikke køre bil, cykle, flyve eller have en helt normal hverdag.

Jeg mener, at det er vigtigt, at flere mennesker bliver oplyst om epilepsi. Det mener Epilepsiforeningen også. Det er faktisk en af deres mærkesager. Men hvad hjælper det, at de prøver at sætte fokus, hvis ingen lytter? Jeg ved da godt der er større problemer ude i verden. Men nogle gange skal man også fokusere på de mindre problemer. Sager som er lidt mere håndgribelige. Så kan vi også føle vi faktisk hjælper, blot ved at dele et billede som det ovenstående. Det er en lidt nemmere måde at få tilfredsstillet heltekomplekset, end at snakke flygtningepolitik.

image

Mennesker er født med et indbygget heltekompleks som skal tilfredsstilles engang imellem. Ellers føler vi os som dårlige mennesker.

Freya Møller

For den her sag, er ikke en sag, man kan kæmpe for som mindretal. Der er faktisk meget få sager man kan kæmpe alene. Vi er nødt til alle sammen, at fokusere på hvordan man håndtere sådan nogle situationer. Ligesom Trygfonden lavede Hjertestarter-kampagnen. Så kan vi alle sammen blive udrustet til at hjælpe hinanden. Det er jo ikke kun epilepsi. Det er også angst, anfald, astmaanfald, allergianfald og sukkersyge mm.

Men inden vi får etableret en større bevægelse af fokus-kampagner, har jeg et lille råd til dig, som du kan få med på vejen. Kald det et tip fra tipskassen. Hvis du ser nogen, hvem som helst, der er i en presset situation så hjælp. Tilbyd i det mindste din hjælp. For det er ikke sikkert der er brug for den, men hey, er pigen med ansvaret 10 år, så er der nok. For hvad nu hvis jeg ikke havde været med den dag i bussen? Der var jo ingen, der hjalp hende, og ingen der kendte 5-minuttersreglen. Eller det med de frie luftveje og hævet hoved? Ville hun bare være kørt helt med til endestationen? Og er det at tilbyde en lakrids i stedet for at hjælpe okay?

Jeg synes vi alle sammen skal gøre op med os selv om vi er Lakridsdamen, den hovedløse kylling, eller den der faktisk hjælper. Jeg ved da i hvert fald godt hvilken jeg vil være.

Der er nok rædsel i verden. Lad vær med at skabe mere ved bare at glo.

I sin stil bringer Freya denne illustration fra Epilepsiforeningens hjemmeside med billedteksten: ”Nu er du allerede udrustet til at klare situation bedre end de fleste. Tillykke!”

Førstehjælp ved epilepsianfald

Kilde

Freyas mor, Michelle Møller, delte datterens stil med facebookgruppen ”Voksne med epilepsi i DK”, hvor den fik ros af gruppens mange medlemmer.

Her kan du læse om førstehjælp ved epilepsianfald.